Hold øje med dine konkurrenters links

Et af de meget stillede spørgsmål rundt om på debatforaer (og i min indbakke) er: “Hvorfor ryger min konkurrent pludselig over mig i Google?”. Den slags er jo nærmest SPAM (Sites Placed Above Mine), og det kan virkelig sætte fut i gaden. Årsagerne kan være (og er) mange, og de spænder lige fra fejl på hjemmesiden, dårlig omgang med CTRL + C til det der med links. Og det er de kære links, jeg vil skrive lidt om i denne artikel. Links er jo anbefalinger, og ofte er det den hjemmeside med de fleste og de bedste anbefalinger, der klarer skærene bedst.

Du skal tænke i links hver dag – men ikke kun til dig selv

Jeg bruger vendingen “Giv mig i dag mit daglige link” i SEO-LEX, og den vending skal du bestemt aldrig glemme. Men du skal ikke nøjes med at fokusere på at få links til din egen hjemmeside – du skal også holde øje med, hvor mange og hvor fra dine konkurrenter får links. Og det skal du, fordi det giver dig et forspring!

Nu tænker du måske, at det næppe kan være et forspring at være reaktiv på andres opbygning af indgående links? Det kan det nu godt – under forudsætning af, at du allerede har en OK placering i Google. Ligger du skidt til fra start, skal du i gang med den grundlæggende linkbuilding først. Men det er en anden snak. Lige nu handler det om at tage dampen af dine konkurrenters linkbuilding.

-1 + 1 er stadig nul

Hvis din konkurrent får et link fra en given hjemmeside om mandagen, og du opdager det og får et link fra samme side om fredagen, er der status quo. I har ganske enkelt opvejet hinanden. Ligger du nr. 1 og din konkurrent nr. 2, er det en ganske god ide at holde den status quo! Jeg skal selvfølgelig lige slå fast, at alt dette gælder i forhold til det rædselsfulde begreb “alt andet lige”. Og med det mener jeg, at din og din konkurrents side i øvrigt ikke ændres nævneværdigt undervejs – eller ændres lige meget undervejs. Og når den forudsætning er på plads, er det de der små detaljer som indgående links, loadtider og omtale på sociale medier etc., der afgør, hvem af jer, der skal have pladsen i solen.

Hvordan holder du så øje?

Glem at sidde og gøre det manuelt – det har du ikke tid til. Enten har du en såkaldt retaineraftale med din SEO pusher, der indebærer, at han gør arbejdet for dig – eller også sørger du selv for det. Og skal du selv, er der heldigvis gode værktøjer til den sag.

Jeg vil især fremhæve den danske service, der hedder Sitexploration. Den udmærker sig ved at benytte sin helt egen crawler udenom både Google og Yahoo, og den finder i de fleste tilfælde flere links, end de to gør tilsammen. Og så har tjenesten nogle ret frække muligheder, der blandt kan vise dig “tabte links” siden sidst og en masse mere. Sitexploration er ikke gratis at bruge – men du kan faktisk købe adgang helt ned til en dags varighed:

Der er andre tjenester derude, og du skal blot bruge den, du får de bedste data ud af. Men husk, at Sitexploration og SEOmoz Linkscape er de eneste, der benytter egne crawlere.

Fremgangsmåden

Ved at holde et vågent øje med dine konkurrenters indgående links får du værdifuld viden på flere fronter. Dels får du hurtigt et varsel om, at de opruster på søgemaskineoptimering, og dels får du et godt indblik i, hvem der linker til dem. Og det kan jo sagtens være links fra debatter rundt om på nettet, hvor du ikke selv er aktiv (men det bliver du så, ikke?).

Når ham din fæle konkurrent så pludselig har fået f.eks. fem nye links, tjekker du de fem steder med det samme. Lad os sige, at de tre af dem er fra steder, hvor du også selv kan komme med (linkkataloger, artikeldatabaser etc.). Det sørger du så for først, og nu er tre af din konkurrents links udlignet med dine. De sidste to steder kan du så ikke få et link af en eller anden årsag. Så smutter du bare ud på nettet og finder to tilsvarende steder, hvor din konkurrent ikke er – og får dine links der. Og vupti – status quo!

Når du nu er i gang, kan du lige så godt se at få scoret dig syv links i stedet for de fem – så har du nemlig ikke blot beholdt dit forspring, men du har øget det. Og det er jo en rar ting.

Er det ikke banalt det her?

Jo da – hvis du er en af de få procent af webshopejere og hjemmesideejere, der har helt styr på det med SEO. Men der er mange læsere på denne blog, der ikke har. Og nogle af dem har ikke den fulde version af SEO-LEX, så de kender ikke de her små spidsfindigheder. Og det er til dem, denne artikel er skrevet.

Og husk nu, at godt og opdateret indhold ikke må glemmes i forhold til den daglige jagt på links – for kan du ramme kombinationen af godt indhold, god teknik på hjemmesiden og godt med gode links, er du i toppen. Og det er der altså svært mange penge i at være.

Og det var såmænd ordene for denne gang, så:

Rosenstand out!

Få et opkald fra Thomas Rosenstand - Så er du på vej til den ultimative SEO løsning!

31 kommentarer til “Hold øje med dine konkurrenters links”

  1. Claus Valgren Christensen

    Mange tak fordi du fremhæver Sitexploration, det er jeg glad for! Den pågældende funktion du skriver om kaldes Query-Monitor, og idéen er her, at man fin tuner sin Query først, og derefter sender den til monitorering. Sitexploration vil efterfølgende holde regnskab, over tid, med alle involverede links – om det er tabte og/eller nye. Derefter er det jo ”bare” at lave en modreaktion på disse ændringer og/eller kontakte sin SEO pusher eller hvordan man nu arbejder bedste.

  2. Hei Thomas. Du har helt ret. Det er super med værktøj som holder øje med konkurrenterne helt automagisk. Men du skriver “at Sitexploration og SEOmoz Linkscape er de eneste, der benytter egne crawlere.” Der tager du fejl.

    Der er et nyt værktøj under udvikling i Storbritannia som hedder “AnalyticsSeo” – jeg har brugt det et stykke tid og ser gode kontinuerlige rapporter på hvad som sker hos konkurrenter og i søgemaskinerne. Analytiscseo har også egen robot.

    Dette er et superlækkert SAAS SEO-projektstyrings program, som alle brugere kan være med til at udvikle.
    Normal pris er ca 900 kr i måneden hvis man vil have sitt eget interface, men det kan gøres rimeligere via mig.

    Læs enten mere her på http://www.analyticsseo.com/ eller ta kontakt til mig via http://www.mediakoordinator.no/analytics-seo/

  3. Hei Thomas

    Først og fremmest så synes jeg det er rigtig fedt med et dansk program som man kan bruge til den slags. Hatten af for det og lykke til med det. Dette skal jeg kigge nærmere på.

    I forhold til AnalyticsSeo så vil jeg da gerne uddybe lidt – fortæl meg hvis jeg laver for meget reklame;-)

    Jeg begyndte som betatester i fjord og programmet blev først formelt launchet i marts-april 2010. Når jeg skriver under udvikling så er det fordi at der hele tiden sker noget nyt. Det er ude af beta. Det kunne være sjovt at få flere danskere og nordmænd til at prøve det eftersom der er lagt op til tættere integrering mod danske og norske forhold.

    Det er bygget på en Drupalkerne – men er enormt omfangsrigt, og har flere SEO værktøy integreret i et dashboard, og en god taskmanager. Det tar sin tid at sætte sig ind i det, men når man først er i gang fungerer fint. Man sparer tid. Hvis der er nok interesserede nordiske brugere vil vi tilpasse både grensesnitt og funktioner til nordiske forhold løpende – sammen med brugerne. Men til nu har vi ikke været mange Nordboere som har prøvet det intensivt nok. Det er vist bare mig. Men jeg skal snakke lidt mere med Laurence fra AnalyticsSeo om dette i løbet af august. Men det kræver at der er nok betalende Nordboere;-) De som kommer først og lægger ind indsats vil få en sentral rolle i påvirkningen.

    Apropos Drupal: Hvis der er nogen i DK som kunne være keen på at kikke nærmere på dette så kommer jeg ud i Bellacenter i dagene 23. – 27. august til DrupalconCPH http://cph2010.drupal.org/ – skal bare mingle;-)

    Beklager mit danske, men jeg har boet i Norge i 7 år, så hvis der er fejl så ved I hvorfor.

  4. Mikael Køster Andersen

    Hej Thomas
    Du har nok vendt det her tidligere et eller andet sted, men nu vil jeg godt lige have det helt på plads. Hvis en given hjemmeside har 10 sider, vil det så tælle mere, at få et link fra hver af de 10 sider, end bare at få ét link fra en af siderne.

    På forhånd tak for svaret

    1. Hej Mikael

      I de fleste tilfælde: Nej – det vil være et sitewide link. Men hvis det er links til forskellige sider på din hjemmeside, er svaret til gengæld ja.

  5. Christian Ravnkilde

    Hej Thomas!

    Interessant indlæg. Jeg har prøvet sitexplorer på et par mine sites, og jeg kan se, at den ikke finder alle links!

    Jeg har et link fra site A til site B, men når jeg checker site B i sitexplorer, viser den ikke det pågældende link fra site A. Og jeg har flere eks. på det. Har du nogen forklaring på hvad det kan skyldes?

    1. Hej Christian
      Det bør du egentlig spørge Sitexploration om, så du er sikker på at få den rigtige forklaring. Men du kan jo – som betalende bruger – bestille et craw af sites direkte. Prøv evt. det.

  6. Claus Valgren Christensen

    @Christian

    Internettet er meget stort. Der er så mange sider derud, at jeg ikke kan udtale tallet helt korrekt. Hver af disse sider indeholder X antal interne links og Y antal eksterne links, der tilsammen kun gør det totale antal links endnu højre – der af navnet Googol http://en.wikipedia.org/wiki/Googol

    Det er utrolig meget data der skal gøres plads til, og har man ikke adgang til 1 (mio) server, så skal der tænkes lidt kreative tanker.

    Måden det bla. er løst i Sitexploration er ved at lave flere indeks lag. Det øverste lag søger en bruger i. Det er det lag du benytter som gæst. En betalende bruger søger også i det øverste lag – MEN! Der ligger et indeks lag mere – meget større end det øverste (10TB komprimeret) – hvor indholdet ”ligger” i dvale, og det er kun systemet der arbejder her. Det øverste lag har referencer ned til dette lag, men data hentes ikke op før det er påkrævet. Og hvornår er det så påkrævet – tjo, når man køber sig en adgang.

    Crawl-on-demand virker i grove træk på den måde, at alle data referencer (dvs. links, titles etc.) udlignes mod en given URL og crawles igen.

    Udfordringen ved sådan et design er tilgangen til det. For som du selv nævner og “gør”, tester folk på deres egne sites først. Kommer der et kedeligt respons tilbage har man nok ikke den store lyst til at gå videre. Omvendt kan man så sige, hvorfor skal der bruges systemresurser på netop dette site, hvis lige netop dét er uden for interesse af brugerne.

    Jeg har fået lidt høvl for denne tilgang, men jeg vil gerne fremvise systemet for folk, inden de kaster sig ud i det – dette skal ses i lyset af alle de lukkede systemet der kun præsenterer en login boks etc.

  7. Claus Valgren Christensen

    @Nickolass Jensen

    Efter en dialog med Dixon Jones står det klart at de benytter API’er til 3.parts systemer. Ud fra det data der kommer via API’erne crawler de lidt – med de har IKKE deres eget link database.

  8. Det er muligt, at grundindlægget var banalt — men den efterfølgende diskussoin må man kalde ret teknisk præget. Det er fedt!

    Claus — meget spændende projekt, du har gang i. Hvor hoster du dine servere?

    Alt godt,

    Kasper

  9. Claus Valgren Christensen

    @Kasper

    Tak – Jeg har bygget mit eget datacenter og hoster selv.

  10. @Claus Valgren Christensen
    Din tjeneste ser megafed ud. Virkelig brugbar, men 70$ om måneden er temmeligt meget, når de sider man konkurrerer på har under 2000 links i alt. Har du overvejet en prismodel med f.eks. 4000 links og 40$ ?

  11. Claus Valgren Christensen

    @Jens
    Glæder mig du syntes om den – ved du hvad, hvis du kan finde på et godt navn til den kontotype, sætter jeg det gerne i pipelinen efter næste system-upload.

  12. @Claus Valgren Christensen

    Nu det hedder Pro, Gold og Platinium, så vil jeg da kalde den enten:

    Bronze eller Amateur

    Du kunne evt. kalde den Bronze og så ændre Pro til Silver….

    🙂 Jens

  13. Claus Valgren Christensen

    @Jens
    Amateur virker lidt negativt ladet (spurgte lige et par tilfældige der faktisk konkluderede det samme, uden jeg havde lagt et anker). I lyset af at der er en Plutonium konto på vej (giver 10.000.000 links – request selvfølge) , syntes jeg kandidater kunne bære navne som Slim, Medium eller Light?

    Jeg vil lige tænke en ekstra gang over Pro til Silver og Bronze, da det umiddelbart virker som en logisk rækkefølge.

  14. Kasper Bergholt

    @Claus — sejt!

    Men du har vel ikke serverne stående der hjemme? Der skal være nogenlunde fornuftig adgang til forskellige peering netværk?

    Hvad kører de på af serversoftware? FreeBSD?

    Alt godt,

    Kasper

  15. Claus Valgren Christensen

    @Kasper
    Til at begynde med købte jeg en server. Den blev vi ret trætte af og høre på i længden. Så byggede jeg et server-rum og så kom der mange. Nu står de så på fiber hos com-x, og der er fint adgang til dixen derfra. Så jeg ejer alt undtagen stik hvor mine router står koblet på. Jeg må tilstå jeg er Ubuntu Server fan-boy, så det er systemet mærket lidt af 🙂

  16. Jean Clemmensen

    Super smart. Det lyder som en løsning jeg godt kunne bruge. Har selv brugt Market Samurai indtil videre, men det her er vist noget bedre, dog en lille smule dyrt at benytte med pro, gold og platinium, når man bare er “seo-amatør”.

    Tak for tippet!

  17. Claus Valgren Christensen

    @Jean: Der en kontotype på vej, der er designet til netop det formål.

  18. Christopher

    Strategi med at “kopirere” / skabe de samme links som konkurrenter er genial, synes jeg. Det er en rigtig effektiv metode.

    Christopher

  19. Mikael Køster Andersen

    Hej Thomas

    Nu vi er ved linkbuilding, så har jeg et spørgsmål angående linkkataloger. I SEO-LEX har du på s. 130 anvist en række linkkataloger, som er ok at bruge.

    Da jeg nu kan læse i Mikkel DeMibs nyhedsbrev, at han og vist også dig, såvidt jeg husker, nu har fået ret mht. at linkkataloger ikke længere har så stor virkning i Google, vil det så stadig kunne betale sig at bruge de linkkataloger, du henviser til.

    Som jeg ser det, giver linkkatalogerne jo stadig et link til en hjemmeside, selv om de ikke længere ligger så godt placeret. Og selv om linket muligvis har mindre værdi, så er det vel stadig et værdifuldt link – eller hvad?

    1. Nej – der er ikke mange linkkataloger tilbage, det kan betale sig at bruge tid på. Men det er jo såre simpelt at afgøre: Er kataloget indekseret i Google? Hvis det er det, har det (lidt) værdi. Men det er virkelig ikke værd at bruge mange minutter på. Bare for god ordens skyld: Linkkatalogerne var udmærkede som et lille supplement, da SEO-LEX udkom. Men i dag ville jeg ikke bruge mere end få minutter på dem.

  20. Mikael Køster Andersen

    Hej Thomas

    Tak for svaret.
    Så har jeg et spørgsmål mere. Nogen gange sker det, at når jeg søger på et eller andet, så kommer jeg ind på en blog, hvor det ser ud som om, at emnet bliver behandlet, men en hurtig skimning ned over siden viser, at teksten er ren nonsens indeholdende nogle få nøgleord.

    Sådan nogle sider er jo ren spild af tid, og er der sandsynlighed for, at de også vil forsvinde fra Google.

  21. Mikael Køster Andersen

    Så håber jeg, at det vil ske, for selv om der kan være mange negative ting ved et linkkatalog, så er der i min verden ingen tvivl om, at nonsens-sider er meget værre end linkkataloger.

    Tak for dine svar

    (I øvrigt kan du glæde dig over ikke længere at bo i Nordjylland – der skulle efter sigende være snevejr i dag – i oktober!)

  22. God artikel. Du har sikkert ret i at det er banalt for nogle, men jeg har faktisk brugt tid på SEO i en længere periode uden at være stødt på de her værktøjer, der kan følge med i konkurrenternes links, hvilket da absolut er brugbart. Specielt når man opererer i nicher eller andre små områder, er det jo super brugbart at holde øje med de nærmeste konkurrenter og på den måde hele tiden kunne være up to date omkring udviklingen. Tak for tippet. :o)

  23. Nu har jeg brugt Sitexploration i flere måneder, og jeg vil mene at det har betalt sig hjem i ekstra indtjening, flere gange. Det gør det super let at lure nogle af alle de tricks af som ens konkurrenter bruger.
    Tak for et fedt værktøj – kan også kun give Sitexploration mine varmeste anbefalinger.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

36 98 71 40 (dansk takst)

Vi har åbent mandag til fredag fra 14:00 til 23:00 dansk tid på telefonen.

Du kan skrive en e-mail, når det passer dig - vi svarer lynhurtigt!

Overvej vores nyhedsbrev - vi sender SEO tips hver anden mandag!

SEO-LEX 24

Vil du lære SEO - så køb min bog, fyldt med alle mine erfaringer fra snart 25 år i branchen. Så god, at den aldrig har været gratis - og så god, at den stadig er den bedste efter hver årlig opdatering.

  • 521 sider SEO e-bog  – 120 minutters videoer
  • Kendt som "Biblen om SEO"
  • Nyeste udgave: 12. december 2023

Concept Interest er i dag en del af TCON Services, LLC med hjemsted i Florida, USA

Scroll to Top