Frames og søgemaskineoptimering

Denne artikel handler om teknik og søgemaskineoptimering – og den behandler et problemområde, der egentlig burde være overstået for flere år siden: Brugen af frames til opbygning af hjemmesider, webshops etc. Når jeg har valgt at skrive en artikel om det her, skyldes det, at jeg ugentligt møder nye og nyere hjemmesider, der er opbygget med frames. Hvis du vil spare dig for læsningen af hele artiklen, kan jeg lige skrive konklusionen her: Frames er en fortidig teknik, der i meget høj grad vanskeliggør søgemaskineoptimering – og samtidig giver frames dårlige brugeroplevelser. Hold dig langt væk fra frames!

Hvorfor dur frames ikke?

Bemærk: Artiklen er fra januar 2007 – men jeg har så sent som ultimo 2017 set en helt ny hjemmeside opbygget i frames, så…

Nu kunne jeg stoppe her, men der er nok nogle, der gerne vil have forklaringen. Jeg vil forsøge mig med en forklaring, der er tilpasset dem, der ikke har en teknisk/programmørmæssig baggrund. Som jeg allerede har truet med: Dette er en forklaring til dem, der ikke har kendskab til hjemmesiders teknik – men som bliver mødt med min og mine kolleger i branchens dom over deres hjemmesider med frames. Programmører og andet godtfolk vil nok smile af min forklaring…

Indtil for 5-6 år siden var det god latin at bygge hjemmesider med frames. Af årsager der går over min forstand, er der stadig webbureauer, der bygger nye hjemmesider i frames. Frames betyder i denne forbindelse “rammer”, og en hjemmeside i frames er opbygget af typisk fire rammer (der kan være både flere og færre). Hver ramme er egentlig en selvstændig side, og den endelige hjemmeside dannes så ved at samle de fire rammer til én side. Fidusen dengang var, at man så kunne have menuen stående fast i f.eks. venstre side – og blot skifte indholdet efter, hvad brugeren klikkede på. Det er der andre og bedre metoder til i dag.

Lad os prøve at føre dette over i den virkelige verden. Forestil dig, at du har en forretning på gågaden. Du har valgt at bygge din forretning op i et rektangulært lokale på 200 kvm. Du har købt nogle elementer til din forretning ude i byen: En indgang (den kalder vi frame 1), et salgslokale (det kalder vi frame 2), et gulv (det kalder vi frame 3) og en kasselinie (den kalder vi frame 4). For den almindelige gæst i din forretning fungerer det fint. Ingen tænker over, at din indgang er et modul, for det passer fint sammen med resten af forretningen.

Forestil dig så, at du skal have besøg i din forretnng af noget nær det dummeste væsen, du kan forestille dig. Væsenet er så dumt, at det ikke fatter en bjælde af, hvad det ser og oplever. Faktisk kan væsenet kun én ting: Opsamle alt hvad det ser og oplever – og så returnere til sin ejer og videregive informationen. Dette væsen vil IKKE være i stand til at se helheden i din fine forretning – men vil i stedet se en indgang, et salgslokale, et gulv og en kasselinie. Væsenet oplever ikke, at de fire elementer (frames) har sammenhæng.

Efter sit besøg i din forretning drager væsenet hjem til sin ejer og afleverer de data, det har opsamlet. Og det er altså data om fire forskellige steder – for sådan er det blevet oplevet af det dumme væsen. Og sådan bliver det naturligvis også oplevet af væsenets ejer, der jo ikke selv besøger din forretning. Bliver det kryptisk nu? Forklaring følger!

Det dumme væsen er den søgerobot, som Google (og andre søgemaskiner) sender ud på besøg på alle hjemmesider i verden. Robotten er så dum, at det skriger til himlen. Den kan ikke andet end indsamle data – og give dem videre til sin ejer fuldstændigt ubehandlet og ufarvet. Ejeren her er Google (eller MSN, Yahoo osv.).

Googlebot og frames

Hvis din hjemmeside er opbygget med frames, kommer robotten hjem til Google og fortæller om de fire forskellige frames – for robotten kan IKKE opleve dem som en helhed. Det betyder, at robotten kommer hjem til Google og afleverer data fra de enkelte frames, der ikke siger meget om det, du fortæller på din hjemmeside – for det hele er jo splittet op. F.eks. vil menuen (hvor dine gæster kan klikke sig rundt på din hjemmeside) være i en frame for sig selv. Det ser Google – og ser derfor også, at der intet reelt indhold er i den side. Derfor placeres siden (næsten altid) meget dårligt. Ofte ser vi dog, at den frame hvor selve indholdet (din tekst og dine produkter) befinder sig bliver placeret. Men når en søgende på Google så klikker på siden, vises den alene og UDEN de andre frames, hvor din menu og dine kontaktoplysninger findes. Og så går folk altså igen – ligesom de ville gøre, hvis de kom ind i din butik på gågaden og KUN så en kasselinie uden varer, salgslokale og personale.

Jeg forstår godt, at det er surt, hvis du har en relativt ny hjemmeside, der er bygget i frames. Jeg er tæt på at sige, at har du det, er du blevet snydt – medmindre du selv har bestilt en hjemmeside med dårlig teknologi i forhold til søgemaskiner. Og det har du nok ikke…

Det værste er, at der ikke er nogen vej uden om problemet – andet end at få en ny hjemmeside. Nu tror du måske, det er noget, jeg har fundet på i galskab? Det er det ikke. Jeg vil forsyne dig med en søgning i Google, der underbygger problemstillingen: Se udtalelser på dansk.
Endelig skriver Google faktisk i deres egne retningslinier, at frames giver problemer:

Your pages use frames. Google supports frames to the extent that we can. Frames tend to cause problems with search engines, bookmarks, emailing links and so on, because frames don’t fit the conceptual model of the web (every page corresponds to a single URL). If a user’s query matches the page as a whole, Google returns the frame set. If a user’s query matches an individual frame on the page, Google returns the URL for that frame. The page is not displayed in a frame because there may be no frame set corresponding to that URL.

Danny Sullivan – en af verdens mest anerkendte søgemaskinespecialister – udtrykker sig således om frames den 29. december 2006 i et svar til en ulykkelig ejer af en webshop, der er ekskluderet fra Googles indeks::

The problem with your site is that you use frames, period. Get rid of them. Frames have been a problem with search engines for over 10 years.
That article? I wrote it originally back in 1997. Frames have been known as a problem for that long. This isn’t something new, and it’s
something whatever CMS system you are using should have been aware of it.

Endelig er der historien om et dansk firma, der har hundreder af kunder med netbutikker, der er smidt ud af Google grundet brugen af frames og de krumspring, der er foretaget for at gøre butikkerne synlige i Google trods den forældede teknologi. Her har brugen af frames (og de efterfølgende krumspring) reelt kostet arbejdspladser.
Jeg startede med konklusionen – og jeg slutter med den: Hvis du vil noget seriøst i forhold til synlighed i søgemaskiner, kan du IKKE bruge en hjemmeside i frames. Det kan lade sig gøre at forbedre din synlighed – bestemt. Men at udføre søgemaskineoptimering på en hjemmeside i frames er en lang, lang rejse op ad bakke, og resultatet bliver aldrig perfekt. Det kan gøres – men du vil skulle leve med at bruge mange flere ressourcer på det end dine konkurrenter, der ikke benytter forældet teknologi. Og sådan ER det bare!

Har du spørgsmål til alt det med frames, er du meget velkommen til at poste dem som kommentar – jeg skal besvare dem, så godt jeg kan.

Rosenstand out!

Få et opkald fra Thomas Rosenstand - Så er du på vej til den ultimative SEO løsning!

17 kommentarer til “Frames og søgemaskineoptimering”

  1. Lisbeth Friis

    Godt nytår!

    Det er nok muligt, at der sidder klogere og bedre mennesker end mig og smågriner af din forklaring af frames. Men lad dem det…endelig har jeg fattet, hvad frames er. OK, det er heller ikke fordi jeg har spurgt rigtigt mange på min vej. Og jeg kommer nok heller ikke til at bruge min nye viden ’til hverdag’. Men det var nu ganske rart, at have fået udvidet horisonten på ‘fatbart’ dansk 😉

  2. Selv godt nytår! Nu kender jeg dig jo, og derfor ved jeg, at du er usædvanligt godt begavet. Men jeg er da glad for, at det er “fatbart” for et menneske, der ikke arbejder i den verden!

  3. Nicolai Lønne

    Nu genoplevede du selv denne lidt gamle post, da du linkede til den fra Amino, så giver lige en kommentar med på vejen.

    Der kan kun siges én ting om de (såkaldte) programmører der stadig bruger frames: de er dumme og dovne mennesker, der ikke gider bruge de 20 minutter der tager at sætte sig ind i det mest simple indenfor SSI teknologien.
    Der findes ingen begrundelse eller undskyldning for at bruge frames i sin frontend del.
    fortæller det grundlæggende, ind og læs der, hvis du stadig leger med frames.

  4. Er iframes/frames stadig uhensigtsmæssig her?
    Jeg er godt klar over at frames er yt. Men nu sidder jeg så med en webside hvor der skal være lyd på. Lyden ligger i en lille flashfil, resten af sitet er ren kode. Problemet er nu at hver gang man skifter side, så vil lyden reloade. Dette er ikke særlig fedt. Så jeg tænker, hvis jeg nu iframede lyd i toppen, og resten af indhold i bundframe, vil problemet være løst. I dette tilfælde er worse case scenarie: at en bruger kun får siden med ren indhold, uden lydframe – dvs. helhedsindtrykket, menu osv.. er stadig samlet. – Så er der noget i vejen for at bruge frames her? eller vil det stadig påvirke SEO af andre grunde?

    på forhånd tak.

    mvh. Jack

  5. Hej Jack
    Velkommen her!
    Jeg er ikke 100% sikker på, jeg forstår dig korrekt. Men hvis din plan er at indsætte en iframe på et ellers “frameløst” site, sker der ikke noget grimt ved det. Google vil ikke finde indholdet i din iframe, med mindre nogen linker til det. Men du nævner nogle slemme ord undervejs: Topframe og bundframe. Jeg vil skulle se sitet for at kunne svare dig skråsikkert…

  6. Frank Hellerup Madsen

    Thomas,
    du svarer Jack alt for pænt.

    Det korrekte svar bør lyde noget i retning af “Glem alt om SEO, hvis du har en side, der automatisk spiller lyd for de besøgende. De vil løbe skrigende bort, forbande dig til helvede og aldrig vende tilbage. Der er ingen grund til at arbejde på at tiltrække besøgende, hvis man alligevel vil jage dem væk igen.”

    Ah, det lettede. (Kæphest, hvis nogen var i tvivl..)

  7. Altså Frank… Jeg vurderede Jack til at være lidt uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg mener: Hvis man i 2009 kan finde på at sætte tvungen musik på, er der alligevel ikke noget at gøre, vel?

    Tag det ikke ilde op, Jack. Det er faktisk rigtigt beskrevet af Frank. Det er helt ude i hampen med “selvkørende” lyd på en hjemmeside.

  8. Frank Hellerup Madsen

    Jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at skrive et blogindlæg om tvungen musik på et tidspunkt. Jeg var lige ved at rante videre her, men jeg stopper nu. Vil nødig ende som blogkommentarernes svar på den fulde onkel til familiefesterne. :o)

  9. Frank Hellerup Madsen

    Jeg gæsteoptræder meget gerne, hvis du vil lægge spalter til den slags.

  10. Hvordan kan man se om en side er opbygget med frames? Er det noget man kan se i koden eller hvad? Tak en rigtig god behjælpelig blog!

  11. Du kan se det på flere måder. Den nemmeste: Kig i browserens adresselinje. Hvis den ikke ændrer sig, når du navigerer på sitet, er det sikkert frames baseret.

    Du kan også kigge i kildekoden. Står der noget med “frames” eller “frameset”, er den gal.

    – og velbekomme!

  12. Mikael Køster Andersen

    Jeg er lige nødt til at følge lidt op på den her tråd, for det er da vist en historie, der aldrig vil ende.

    For et par måneder siden under et besøg hos min tandlæge spurgte jeg ham, om han da ik’ snart skulle have en hjemmeside, hvortil han svarede, at et meget professionelt firma var i gang med den opgave. Og i svaret betonede han professionelt. Så jeg tænkte, at så var der umiddelbart ikke noget at komme efter dér. Nu har jeg så lige kigget et par sekunder på hans nye site og kan blot konstatere, at der måske alligevel er noget at komme efter.

    Det meget meget professionelle firma har lavet en professionel hjemmeside i ikke mindre end 5 frames. Det meget professionelle webfirma, som har et ellers ganske flot design, har ligeledes en meget meget professionel hjemmeside – også i 5 frames. Og kigger man lidt nøjere efter, så er begge hjemmesider vist også bygget på samme læst.

    Så det lader sig altså nemt gøre stadig at narre nogen kunder. Et pænt design…og så er den hjemme.

  13. Relaterende spørgsmål.. hvad er alternativet til iframe? Hvis man nu skal integrere noget der ligger på en anden server, i et vindue på en given hjemmeside.. Hvad har man så af alternativer til iframe, som jo er nemt og hurtigt at gå til..?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

36 98 71 40 (dansk takst)

Vi har åbent mandag til fredag fra 14:00 til 23:00 dansk tid på telefonen.

Du kan skrive en e-mail, når det passer dig - vi svarer lynhurtigt!

Overvej vores nyhedsbrev - vi sender SEO tips hver anden mandag!

SEO-LEX 24

Vil du lære SEO - så køb min bog, fyldt med alle mine erfaringer fra snart 25 år i branchen. Så god, at den aldrig har været gratis - og så god, at den stadig er den bedste efter hver årlig opdatering.

  • 521 sider SEO e-bog  – 120 minutters videoer
  • Kendt som "Biblen om SEO"
  • Nyeste udgave: 12. december 2023

Concept Interest er i dag en del af TCON Services, LLC med hjemsted i Florida, USA

Scroll to Top