SEO-forårsrengøring

Artiklen her er opdateret med nyeste viden på området. Den er oprindeligt fra marts 2016 – og her 1 år senere er den stadig lige højaktuel! Jeg har tilføjet en del ny viden herunder.

Derfor er artiklen genudgivet, så nye læsere også kan få glæde af den.

En af de mest frustrerende ting for os, der er gamle i SEO branchen, er nok, når vi skal rydde op og rette op i fejl, der går igen og igen. Nu er det jo ikke bare sådan ligetil at komme til de bedste og mest lukrative placeringer i Google, når der er konkurrence på drengen – og det svarer faktisk lidt til at skulle køre LeMans racerløb. Og hvem stiller op til det race med nedslidte dæk, en utæt benzinslange eller en flækket bremseskive? Nej, vel?

I dette særdeles lærerige indlæg fra Grosen Friis får du en ordentlig opgave og en masse viden til at udføre den. Så er det op til dig, om du synes, du skal køre race på de bedste dæk eller på 4 Viborgbaner!

Mobile First

Husk, at Google nu er ved at rulle deres såkaldte “Mobile First” indeks ud. Det betyder, at det primære indeks i Google er det, som Google finder via deres “googlebot mobile”. For dig betyder det, at det er det, der opleves af Google som dit mobilsite, der som udgangspunkt danner grundlaget for dine placeringer i både mobilsøgninger og desktopsøgninger!

Hvis du ikke er mobilvenlig nu, er du selv ude om, at det får afgørende indflydelse på dine placeringer og dermed på din forretning – hele branchen har advaret om dette i over et år. Beklager – men sådan er det bare!

Grosen Friis, senior SEO-specialist hos OnlinePartners:

Thomas og jeg har en fælles kæphest, der får vores SEO-hjerter til at bløde:

Når dit website, eller din webshop, lider af fejl i den grundlæggende opbygning, og din sjuskede kildekode skader dine chancer for topplaceringer i Google.

Så når foråret nu nærmer sig, er det på tide, at du kommer i gang med en forårsrengøring af dit site…

Du bør – som minimum – få styr på dobbeltindhold i dine titler og meta descriptions, få ryddet op i dine interne links, der går via et redirect, så de i stedet kommer til at linke direkte. Derudover skal du få ryddet op i de døde sider, du måtte have på dit website – blot for at nævne nogle få af de ting, der bør inkluderes i din forårsrengøring.

Men glem endelig ikke:

At få styr på dine designskabeloner, der styrer, hvordan dit website er opbygget, og hvilke faste elementer der går igen på alle sider. En fejl her kan gøre rigtig meget skade, da den vil gentage sig på rigtig mange specifikke landingssider på dit website. Dog betyder det også, at afkastet er stort ved en grundig optimering af dine designskabeloner. Du skal normalt kun rette fejlen ét sted, og så gør det gavn på samtlige af dine undersider.

Læs med her, og jeg vil gå i dybden med, hvorfor du også bør inkludere designskabelonen som en fast del af det, der får en grundig forårsrengøring, samt hvordan du kan gøre det.

Hvordan er designskabeloner opbygget?

Designskabelonen på dit website eller din webshop vil typisk indeholde elementer såsom:

• header
• menu/navigation
• højre/venstre kolonne
• footer

Det du skal være opmærksom på, her, er, at disse elementer typisk er helt faste dele af din designskabelon. Derfor går de igen på samtlige sider på dit website eller din webshop, og det kan medføre nogle risici for dit website, som jeg vil beskrive nedenfor.

Hvordan kan designskabelonen påvirke dit website?

Du kan risikere:

• at gentage en masse tekst på tværs af alle dine sider, som ender med at være dobbeltindhold
• at gentage en masse tekst på tværs af alle dine sider, som gør, at dine sider fylder flere Kb, og dermed loader langsommere
• at du bruger værdifulde overskrifter forkert på alle dine sider
• at sende en masse intern PageRank til interne sider, der ikke er vigtige set i forhold til at generere organisk trafik
• at sende en masse intern PageRank ud til eksterne websites, som det er helt fint og relevant at linke ud til, men som måske ikke har fortjent at få et link fra alle siderne på dit website

Har det betydning, hvor indholdet på en side er placeret?

Heldigvis er Google og de andre store søgemaskiner over tid blevet meget bedre til at analysere strukturen på websites, så de kan adskille de faste elementer i din designskabelon (boilerplates) fra det unikke indhold på en side. Søgemaskinerne er derudover i stand til at indentificere det unikke indhold på en side, selvom du måtte have flere designskabeloner i brug på dit website.

En webshop kan eksempelvis have:

• en designskabelon til forsiden
• en designskabelon til kategorisider
• en designskabelon til produktsider
• en designskabelon til informationssider

Patenter optaget af Google, og andre store søgemaskiner, samt tests udført af SEO-folk fra Moz i kontrollerede omgivelser indikerer, at blandt andet Google i dag ser på, om links er placeret i toppen af dine sider eller i bunden. Links i toppen kan være mere værdifulde, blandt andet fordi der er en langt større chance for, at brugerne klikker på dem, end de links der er placeret længere nede på siden eller i bunden af siden.

Patenter og tests indikerer også, at et link, der er placeret i det unikke indhold på en enkelt side, er tilsvarende mere værdifuldt, end et link der er placeret i designskabelonen, og som går igen på alle siderne på dit website.

Det betyder, at Googles evne til at analysere dit website her er med til at hjælpe dit website, fordi Google derved selv nedtoner værdien af det indhold, og de links, der ligger placeret som faste dele af din designskabelon. Det er dog fortsat en rigtig god ide at få kigget grundigt på, hvad du medtager af tekst, billeder og links i din designskabelon, for selvom det er nedtonet af Google, så har det stadigvæk betydning for dit websites synlighed i Google.

Læs med, så vil jeg give dig mit bud på, hvorfor designskabelonen på dit website ofte ender med at trænge til en forårsrengøring.

Ikke alt fortjener at komme frem i rampelyset

Salgsafdelingen, indkøbsafdelingen, HR, kundeservice, marketingafdelingen, økonomiafdelingen etc. er alle kendte enheder i en virksomhed, og de har som regel alle et ønske om at få synliggjort netop deres indhold tydeligt på virksomhedens website.

• Salg ønsker at publicere indhold med virksomhedens produkter/services
• Indkøb ønsker at fange nye potentielle leverandørers opmærksomhed via websitet
• HR ønsker at få nye jobopslag ud på websitet
• Marketing presser på for at booste salget af en helt ny model med en ny stor kampagne
• Kundeservice vil have, at deres chat-boks popper op på alle siderne
• Økonomiafdelingen har brug for, at virksomhedens økonomiske nøgletal bliver publiceret

Alle kæmper de om at få en prominent plads på websitet, og ofte går det ud over forsiden samt de faste elementer i designskabelonen. Jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes, at mange stadigvæk har den fejlopfattelse, at brugerne altid kommer ind på websitet via forsiden eller andre centrale sider på websitet. Disse indeholder dog ikke altid netop det, brugerne har søgt efter, og så skal brugerne herfra finde det indhold, de søger efter. Der er derfor ikke noget at sige til, at de forskellige afdelinger i en virksomhed presser på for at blive meget synlige på de prominente placeringer på virksomhedens website – på forsiden og i de faste elementer i designskabelonen.

Men det er bare langt fra altid sådan, at brugerne kommer ind via forsiden. Google, og de andre store søgemaskiner, sørger for, at hele vores website bliver åbnet op for brugerne, og siderne fra vores website med det bedste, og mest relevante, indhold, er det, der bliver vist i søgeresultaterne. Eksempelvis vil potentielle investorer i de fleste tilfælde kunne finde virksomhedens økonomiske nøgletal direkte via Google, og nye potentielle medarbejdere vil kunne finde virksomhedens jobopslag direkte via Google.

De brugere som alligevel ender med at være på den forkerte side, og som ikke lige kan finde videre via dine links i header, navigation og footer m.v., kan du hjælpe videre ved at tilbyde en god intern søgemaskine/-funktion.

Derfor kan du roligt begynde at rydde op i designskabelonen på dit website.

Det du opnår, ved at få ryddet op, er, at du gør det endnu mere tydeligt for Googlebot, hvilke dele af dit website der er vigtige set i forhold til at drive relevant organisk trafik ind på dit website, og hvilke dele der er knap så vigtige.

• Eksempelvis er jobopslag og økonomiske nøgletal som regel vigtigere indhold end sider med indhold om ‘Handels- og leveringsbetingelser’, ‘Cookie-politik’ og ‘Privatlivspolitik’
• Tilsvarende er kategorisider og/eller produktsider som regel vigtigere end sider med jobopslag og økonomiske nøgletal

I det efterfølgende får du fire konkrete måder, du kan foretage forårsrengøringen i din designskabelon på.

Flyt indhold – skjult i overlays – ud på selvstændige sider

Vi har en kunde, som på sit website gemmer en masse indhold i header og footer i form af overlays, så når du klikker på de faste links i deres header eller footer, så dukker der skjulte og indholdstunge blokke frem med information såsom:

• Links til alle de regioner i verden de opererer i
• Information om virksomheden, dens historie, den finansielle situation og visionerne
• Hvordan pressen kan kontakte virksomheden
• Hvordan man søger job hos virksomheden, samt aktuelle jobopslag
• Kontaktinformationer og kontaktform
• Hvordan nye potentielle leverandører skal kontakte virksomheden
• Handelsbetingelser
• Fortroligheds- og cookie-politik

Vi oplever, at der er mange sider på websitet, hvor det unikke indhold kun udgør 5-10% af det samlede indhold på siden, fordi alt det ovennævnte indhold også loades ind på siderne i header og footer. Det øger risikoen for, at der opstår dobbeltindhold på tværs af siderne, og det gør, at siderne loader langsommere.

Hvad skal sådan en virksomhed gøre?

Her ligger der et stort arbejde – men også et stort potentiale i – at få fjernet dette indhold fra disse overlays i header og footer. I stedet bør dette indhold blive placeret på deres egne unikke sider på hver sin unikke URL. Brugerne kan stadigvæk finde indholdet ved at klikke på de eksisterende links i header og footer eller ved at bruge en god intern søgemaskine/-funktion på websitet. De får dog indholdet at se på en ny og unik side i stedet for via en skjult tekstblok.

Kan en virksomhed med sådan et website gøre endnu mere? Ja, og det beskriver jeg i det næste punkt.

Se med kritiske øjne på dine links i header og footer

I forbindelse med at jeg skrev dette blogindlæg, gik jeg tre populære websites igennem og fandt følgende faste links i designskabelonen, primært i header og footer.

Ja, jeg ved godt at mange af punkterne er en gentagelse af dem ovenfor, men det viser lidt omfanget af, hvor meget indhold der linkes til fra alle siderne via header og footer på websites. Og meget af indholdet er ikke vigtige sider set i forhold til at drive relevant organisk trafik ind på websitet.

• Hvem er vi
• Kontakt
• Login
• E-mærket
• CO2-neutral
• Kundeservice
• Live chat
• Vilkår
• Reklamation
• Returvarer
• Fragt/Levering
• Transportskade
• FAQ
• Størrelsesguide
• Sådan handler du
• Ordrestatus
• Tilbudsgivning
• Firmakonto
• Prismatch
• Job
• Sitemap
• Presse
• Aktionær
• Bankoplysninger
• Cookie politik
• Fortrolighedspolitik

Uanset om du har få eller mange links i din header og footer, så gå dem grundigt igennem og spørg dig selv:

“Har hovedparten af brugerne på mit website brug for dette link?”

Understøt desuden dine analyser ved at opsætte klik-måling på disse links via Google Analytics. Det er hurtigt og let at sætte op og gratis at bruge. Så er det brugerne, der fortæller dig, om de er glade for, og bruger de links, du har i din header/footer, eller om disse links er overflødige her.

Hvis du finder frem til links, som brugerne aldrig klikker på så overvej:

• At fjerne linket fra header/footer og placer det i stedet på dit sitemap, så Google stadigvæk kan finde siden, der linkes til og få det indekseret

Hvis du finder frem til links, som brugerne kun sjældent klikker på, og som du ikke ønsker at fjerne fra header og footer, så kan du overveje:

• At samle beslægtet indhold på den samme side, og så pege de links, der er placeret i header og footer, ind på den nye udvidede side

Hvordan kan du helt konkret gøre det? Det viser jeg dig nu.

Lad os antage, at du finder ud af, at følgende indhold er så beslægtet, at du sagtens kan placere det på den samme side, og tydeligt adskille det med eksempelvis tydelige overskrifter m.v.

• Vilkår
• Reklamation/Returvarer/Transportskade
• Fragt/Levering
• Bankoplysninger
• Cookie-politik

Og lad os antage, at tidligere var de interne links i header og footer eventuelt indrettet, så hvert punkt lå på sin egen selvstændige side:

• Vilkår
• Reklamation
• Levering
• Bank
• Cookies

footerlinkbefore

Dette indhold skal nu flyttes over på en ny, udvidet side, som her har fået navnet vilkaar.html. Herefter kan links ændres, så de peger ind på denne nye og udvidede side. Eventuelt med yderligere hjælp til brugerne ved at sørge for at hvert link har et local-anchor element (efter # tegnet), der gør, at brugere automatisk hopper ned på den del af den nye og udvidede side, hvor præcis det emne, man ønsker at læse om, er placeret:

• Vilkår
• Reklamation
• Levering
• Bank
• Cookies

footerlinkafterext

På din nye, samlede vilkaar.html side skal du huske at indsætte local-anchors ud for hvert afsnit, så dine links kommer til at virke efter hensigten. Eksempelvis:

Mumletekst og SEO

Og så skal du huske at oprette redirects fra de gamle sider til den nye udvidede side. I dette tilfældes vil det være fra: reklamation.html, levering.html, bank.html og cookies.html hen til vilkaar.html.

Hvilke fordele kan det så give dit websites vigtige sider set i forhold til at opnå bedre placeringer i Google? Det kommer vi til nu.

Generelt så hjælper det ikke noget, at sætte flere links ind på side A, der peger på side B. Altså at øge antallet af links fra A til B med yderligere 10 links. Det betyder ikke nødvendigvis, at side B dermed modtager endnu mere intern PageRank m.v. fra side A. Tests indikerer derimod, at Google har en tendens til kun at se på ét enkelt af de links på side A, som peger på side B. Google bruger så dette ene link til at vurdere og “belønne” side B, som linket peger på.

• Det kan være det første link i HTML-koden på side A, der peger på side B
• Det kan være det mest tydelige link højt placeret på siden
• Det kan være det link, som brugerne oftest klikker på – på side A – for at komme om på side B

Lad os antage, at side A har en PageRank på 300, og bemærk, at der her er tale om rigtig PageRank, ikke toolbar PageRank, som er en opdeling af rigtig PageRank på en skala fra 0 til 10. Lad os ligeledes antage, at der, før vi har foretaget nogen former for tilpasning af designskabelonen, er 80 udgående links på side A, og at det er en blanding af interne og eksterne links. Lad os endvidere, for nemheds skyld, antage, at hvert udgående link på side A sender lige meget PageRank videre til de sider, der linkes til.

Det betyder, at hvert link oprindeligt sendte PageRank (PR) 300/80 = PR 3,75 videre med hvert eneste link.

300-devide-80

Hvordan ser dette billede så ud, efter vi har reduceret antallet af unikke links i eksempelvis footeren?

Før var der 5 unikke URL’er i footeren til sider, der alle omhandler ‘Vilkår’. Dette er nu ændret til, at der kun er 1 side, der indeholder alt indhold om vilkår/betingelser. Det reducerer antallet af udgående links fra side A med 5-1 = 4 links. Så det totale antal udgående links fra side A er nu 80-4 = 76 links, og det giver så følgende ændring i PageRank-fordelingen.

Med de tidligere forudsætninger, så sender side A nu PR 300/76 = PR 3,95 videre med hvert eneste link.

300-devide-76

Det betyder, at andre interne sider, såsom kategorisider, underkategorisider og produktsider m.v., nu kan få tilført mere intern PageRank end før. Disse sidetyper er langt vigtigere at styrke, når målet er, at de skal opnå bedre placeringer i Google og skaffe dit website mere relevant organisk trafik.

Placer eksterne udgående links på temasider

På mange webshops og websites ser man følgende udgående eksterne links placeret som faste links i designskabelonen:

• Hvis du har en webshop, kan det være, du har valgt at få e-mærket, og linker til deres website
• Det kan være, at du har valgt at gøre hosting af dit website CO2-neutral, og linker til deres website
• Det kan være, at det webbureau, der har lavet dit website, har et ‘Designet af’ link til sig selv i footeren på dit website
• Det kan være, at din virksomhed har nået en AAA-kreditvurdering, og du linker til virksomheden, der har foretaget kreditvurderingen
• Det kan være, at din virksomhed har været udpeget af Børsen som Gazelle, og du linker til Børsens website

Dette er illustreret på billedet nedenfor, hvor to udgående eksterne links er placeret i footeren på et website.

footerlinkbeforeext

Alle disse ting kan være yderst relevante at kommunikere til brugerne på dit website. Men det er ikke sådan, at du behøver at linke ud til disse eksterne websites fra samtlige sider på dit website. Det gør du dog, fordi disse udgående eksterne links er placeret som faste links i din designskabelon.

Hvad er det så, man kan optimere på her? Det er ikke at sætte rel=”nofollow” attributten på disse udgående eksterne links.

Nej, der er en anden måde, og du får den her.

Det du kan gøre her, minder meget om førnævnte eksempel, hvor beslægtet indhold om ‘Vilkår’ blev samlet på den samme side. Du opretter en eller flere temasider, eksempelvis en temaside om dine ‘samarbejdspartnere’, hvor du beskriver de eksterne websites, du linker ud til. Du kan eksempelvis beskrive e-mærket, og hvorfor du har valgt, at din webshop skal være e-mærket certificeret. Du kan beskrive, hvorfor du har valgt at gøre dit website CO2-neutralt, og hvordan det fungerer i praksis. Du kan beskrive, hvad en AAA-kreditvurdering går ud på, og hvilken ekstra økonomisk sikkerhed det giver både potentielle leverandører og dine kunder.

Når du har beskrevet dette, så skal du her placere ét godt udgående eksternt link til de websites, du for øjeblikket linker til fra samtlige sider, fordi disse links er placeret som faste links i designskabelonen.

Når dette er på plads, skal du ændre de eksterne links, du p.t. har i designskabelonen og i stedet lade dem linke ind til den nye interne temaside, hvor du har beskrevet dine samarbejdspartnere. Se billedet nedenfor.

footerlinkafterext

Du opnår to fordele:

1. Der er langt større chance for, at brugerne bliver på dit website i stedet for at klikke på de udgående eksterne links, fordi du selv har beskrevet, hvad der gemmer sig bag disse links
2. Du sørger for at beholde langt mere af din interne PageRank på dit website, fordi du kun har ét godt udgående, og relevant, link til disse eksterne websites fra temasiden. Denne PageRank kan nu i stedet flyde videre til de vigtige sider, set i forhold til deres evne til at skaffe mere relevante organisk trafik

Brug ikke H1 og H2 til overskrifterne i din designskabelon

På mange websites, fra webshops over nyhedssites til blogs, hvor der er en fast højre eller venstre kolonne, der vil du kunne finde overskrifter for punkterne, som er medtaget her:

Eksempler på blogs

• Søg
• Sider
• Indlæg
• Kommentarer
• Kategorier
• Tags
• Arkiv

Eksempler på nyhedssites

• Seneste nyt
• Debat
• Indland
• Udland
• International
• Kultur
• Finans
• Sport

Eksempler på webshops

• Menu
• Mest solgte
• Andre har købt
• Tilbud
• Varekurv
• Anmeldelser

Disse overskrifter skal naturligvis blive ved med at være med i din designskabelon, så dine brugere tydeligt kan få et godt overblik over, hvordan dit indhold er opdelt her.

Men det du ikke skal gøre, er, at bruge
eller
tags til dine overskrifter i designskabelonen, for så risikerer du, at de gentages igen og igen på alle dine sider.

Ulempen ved dette er, at disse overskrifter prioriteres af Google, og så er det ikke hensigtsmæssigt, at overskrifter i designskabelonen ofte er generelle. Bruges disse tags i designskabelonen vil de, set i forhold til det unikke indhold på en side, kun sjældent have relevans.

Så hvis du, ved et uheld, har brugt
eller
tags til dine overskrifter i designskabelonen, så udskift dem med eksempelvis  tags, og sørg for at de visuelt kommer til at se identiske ud via CSS.

Nu kan du så bruge
og
sammen med det unikke indhold på de enkelte sider. Husk at bruge
til din hovedoverskrift og
til dine underoverskrifter. Har du en kort tekst, så kan det være, det kun er relevant med en
hovedoverskrift, men har du længere tekst, så kan du, ofte med fordel, dele teksten op i afsnit og give hvert afsnit en relevant
underoverskrift.

Her kan du opnå to fordele

1. Du får tilknyttet
og
til det unikke indhold på dit website, hvor de kan bruges til optimering af siden på de søgeord/-fraser, du gerne vil have, siden skal opnå gode placeringer på
2. Hvis du ikke tidligere har arbejdet med at få opdelt dine lange tekster i afsnit, så gør du dine brugere en stor tjeneste, idet du skaber overblik og gør dit indhold mere læsevenligt. Og du kan måske opnå, at dine brugere får læst mere, bliver i længere tid og engagerer sig mere på dit website

Sæt i gang!

Så tag fat i kost og spand, og kom i gang med forårsrengøringen på dit website.

ScreamingFrog SEO-spideren er et godt værktøj til at komme igang med din forårsrengøring. Den kan give dig et samlet overblik over alle dine interne og eksterne links på dit website, samt om og hvor du bruger
og
på dit website. Hvordan du konfigurerer og bruger ScreaminFrog SEO-spideren kan du se her.

Hvis du har spørgsmål omkring struktureringen af dit website eller optimering af din designskabelon, så skriv endelig en kommentar herunder.

Rigtig god arbejdslyst 🙂

Grosen out!

Få et opkald fra Thomas Rosenstand - Så er du på vej til den ultimative SEO løsning!

19 kommentarer til “SEO-forårsrengøring”

1. Selvom man ikke kan kalde dette for avanceret teknisk SEO, synes jeg det er vildt at folk stadig ikke har fået øjnene op for hvad der virker og ikke virker, hvad der er dårligt og godt, og at en hjemmeside ikke bare er en skabelon man installerer og så er man kørende. Jeg oplever det stadig selv at folk i branchen ikke aner en dyt om det, eller ikke mener at man skal tænke sig om når man laver en hjemmeside. godt indlæg 😉

2. Rigtigt godt emne, og det her er noget som bider rigtig mange i r****. Specielt hvis man har fået en hjemmeside leveret fra et standard WordPress tema. Een ting er at man har rodet sammen i hvad der er i sidebar og hvad der er i menuer osv. men så er det også at man har så mange ekstra Kb i form af bloatede menuer der er designet til en rumfærge, men ikke til den lokale håndværker. En side, bygget på standard temaer kan hurtigt bruge 200 – 500 ekstra Kb til støj og dårligt HTML. Det giver også et voldsomt forhold mellem kode og indhold.

3. Hej Grosen

Tak for sidst, hvor vi jo netop snakkede om lidt i denne boldgade.

Lige netop emnet om antal links i header/footer synes jeg er enormt undervurderet blandt mange. Jeg ser ofte store webshops med 30+ links i deres footer, mens andre kun har 5-10 stykker.

Jeg tvivler på ret mange af f.eks. CykelPartners kunder klikker på “Bankoplysninger”, men det kan være Sørens event tracking viser jeg tager fejl (forhåbentligt er det opsat på deres nye design)

4. Hej Grosen
Det var en rigtig god gennemgang for en praktiker nede på gulvet som mig, der ikke har SEO på rygraden.
Tak for de mange tips -jeg vil straks kaste mig over en gennemgang!

5. Hej Nicolai

Selv tak 🙂

Det er altid en rigtig god ide først at måle på, om header- eller footer-links bliver meget brugt af brugerne inden man vælger at ændre på dem eller fjerne dem. Det kan man gøre med med event-tracking via Google Analytics.

/Grosen

6. Hej

Super god guide, hvor jeg i mange tilfælde kan nikke genkendende til emnerne i mit daglige arbejde.

Jeg studsede lige over måden guiden til hvordan man brugere local-anchor til links, internt på den enkelte side, er beskrevet på.
Det er slet ikke nødvendigt at lave et ekstra tomt “a tag med name” for at linke til en sektion på siden.
Du linker blot direkte til det “id” man har givet det element man vil “scrolle” til.

Jeg har for længe siden lavet en testside, som også kan bruges til guide, hvor jeg tester anchor-links: http://realseo.dk/link-anchor/

Jeg bruger selv Screaming Frog til at lave den indledende analyse af en sides tekniske helbred – det er et super godt tool.

// Kristian

7. Hej Grosen Friis,

tak for et rigtig relevant indlæg, det er så mange små (og store) parameter, der bare skal være på plads for at få det til at “lykkedes” på Google.

Jeg er lidt i tvivl om hvor afgørende sitets CMS system er i forhold til struktureringen og optimeringen af designskabelonen? Hvor afgørende er CMS systemet?

M.v.h. Stephen

8. Hej Kristian

Beklager jeg først svarer nu, af en eller anden grund, så har jeg ikke set en notits om din kommentar i min inbox. Beklager.

Du har ret i, at man både kan bruge local-anchors via a-tag med name-attribut eller – som du nævner – at man kan lave et link til en unik id-attribut og dermed blive i stand til at hoppe/scrolle ned på en specifik position på en side. At jeg bruger a-tag med name-attribut er nok bare gammel vane 🙂

Og enig ScreamingFrog er et helt uundværligt værktøj når man arbejder med SEO 🙂

/Grosen

9. Hej Stephen

Det er naturligvis en fordel, hvis din CMS- eller din webshop-platform understøtter, at du kan foretage de ønskede tilpasninger og dermed lave en effektiv SEO forårsrengøring.

Og det er mit klare indtryk at det vil være muligt på nærmest alle kendte open source platforme samt de lukkede kommercielle platforme. Der kan dog være enkelte ting du som webmaster måske ikke selv kan løse, her tænker jeg på de ændringer du ønsker at foretage i designskabelonen og her skal du måske have en webudvikler til at foretage de sidste ønskede tilpasninger.

/Grosen Friis

10. Tak for en god artikel Grosen Friis, er selv begyndt at få mere styr på “temasider” ift. udgående links i designskabelonen efter et af dine tidligere indlæg.

11. Jakob Boman

Hej, jeg er lige faldet over dit indlæg, og det er sjældent at se en så god artikel om SEO på dansk. Mange kunne lære meget af det!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

36 98 71 40 (dansk takst)

Vi har åbent mandag til fredag fra 14:00 til 23:00 dansk tid på telefonen.

Du kan skrive en e-mail, når det passer dig - vi svarer lynhurtigt!

Overvej vores nyhedsbrev - vi sender SEO tips hver anden mandag!

SEO-LEX 24

Vil du lære SEO - så køb min bog, fyldt med alle mine erfaringer fra snart 25 år i branchen. Så god, at den aldrig har været gratis - og så god, at den stadig er den bedste efter hver årlig opdatering.

• 521 sider SEO e-bog  – 120 minutters videoer
• Kendt som "Biblen om SEO"
• Nyeste udgave: 12. december 2023

Concept Interest er i dag en del af TCON Services, LLC med hjemsted i Florida, USA

Scroll to Top