For godt ti år siden skrev Morten Kristensen et gæsteindlæg her på bloggen. Han var træt af tekstforfattere, der leverede tomt fyld solgt efter ordantal. Han fik ret. Bare på en måde, ingen af os forudså dengang.
Fyldet er blevet gratis
I 2014 var problemet, at du skulle betale en tekstforfatter for at få 500 ord tynd suppe om arganolie. I dag koster den suppe nul kroner. En sprogmodel spytter tusind ord ud på tre sekunder, og de læser overfladisk lige så pænt, som de fleste “SEO-tekster” nogensinde gjorde.
Det lyder som en gevinst. Det er det ikke.
For når alle kan producere den slags indhold gratis, så er det præcis dét indhold, der intet er værd. Nettet drukner i tekster, der siger nøjagtig det samme som de ti andre sider om emnet. Branchen har endda fået et navn til fænomenet: AI slop. Og hverken Google eller sprogmodellerne gider citere det.
Så spørgsmålet fra 2014 er stadig det samme, bare skarpere: Hvad gør din tekst værd at læse, når maskinen allerede har skrevet resten?
Information gain: det begreb, du skal kende
Google indleverede tilbage i 2018 et patent med et knastørt navn: “Contextual estimation of link information gain.” Kort fortalt beskriver det en måde at måle, hvor meget nyt en side tilføjer i forhold til det, brugeren allerede har set.
Tænk på det som en middag. Den første, der fortæller den gode historie, får bordet til at lytte. De næste fire, der genfortæller den samme historie, keder alle. Information gain er Googles forsøg på at måle, hvem der siger noget nyt, og hvem der bare gentager.
Hvorfor er det interessant lige nu? Fordi det rammer kernen i, hvordan både Google og sprogmodellerne udvælger indhold i 2026. Et stykke på 1.500 ord med en egen undersøgelse eller en konkret case slår en 4.000 ord lang gentagelse af det, alle andre allerede har skrevet. Ordantal afgør ingenting. Det gjorde det heller ikke i 2014, men nu er forskellen målbar.
E-E-A-T, som jeg har skrevet om andetsteds, hænger uløseligt sammen med det her. Din erfaring og din ekspertise er ikke bløde ord til en pæn forsidetekst. Det er den råvare, der skaber information gain. Har du selv prøvet det, du skriver om? Har du tal, ingen andre har? Så har du noget, maskinen ikke kan kopiere.
At skrive til AI handler ikke om at please en robot
Her er den fejl, jeg ser flest begå. De læser en GEO-guide, ser en tjekliste med “svar først”, “brug faktabokse” og “skær teksten op i bidder”, og tror så, at AI-optimering handler om formatering.
Det gør det delvist. Sprogmodeller trækker gerne et afsnit ud, hvis det står klart og præcist. En tydelig struktur med rigtige overskrifter hjælper. Et direkte svar i toppen af siden hjælper. Det er godt håndværk, og det bør du gøre.
Men formatering uden indhold er bare pænt indpakket slop.
Og her bliver det lidt pinligt for en stor del af GEO-branchen. Google udgav selv i maj 2026 sin første officielle vejledning om AI-søgning, og beskeden var kølig. Du behøver ikke en llms.txt-fil. Der findes ingen magisk schema-type, der lukker dig ind i AI Overviews. Du behøver ikke skære dit indhold i kunstige bidder. De gamle SEO-principper gælder stadig, plus indhold bygget på reel erfaring. Sælger nogen dig et GEO-produkt baseret på de myter, så hold godt fast i pungen.
Giv maskinen noget værd at citere
Vil du vide, hvad der faktisk flytter noget? Et studie fra Princeton og Georgia Tech testede en række greb og fandt, at indhold, der tilføjer statistik, konkrete kilder og citater, kan løfte sin synlighed i AI-svar med op mod 40 procent. Ikke fordi tallene ser flotte ud, men fordi de giver modellen noget håndgribeligt at læne sig op ad.
Og her er en detalje, der burde vende din tankegang på hovedet. Surfer analyserede, hvilke kilder Google trækker ind i sine AI Overviews, og næsten 68 procent af dem lå slet ikke i top 10 for søgningen. Placeringen er altså ikke længere adgangsbilletten. Det er passagen. Det ene afsnit, der siger noget præcist og citerbart, kan trække dig ind i svaret, selvom din side ligger på side to.
Kan du se, hvor det peger hen? Væk fra “skriv 1.000 ord om emnet” og hen mod “skriv den ene sætning, ingen andre har skrevet.”
Den danske pointe, som få nævner
AI Mode kom til Danmark den 8. oktober 2025. Fra den dag har danske brugere kunnet føre en samtale med Google i stedet for at få ti blå links. Det ændrer betingelserne, og det gør det på en måde, der faktisk er en gave til danske virksomheder.
Hvorfor? Fordi der findes langt mindre kvalitetsindhold på dansk end på engelsk. Mangler der gode danske kilder om dit fagområde, trækker modellen i stedet på oversat engelsk materiale. Men bygger du autoritative danske tekster med egne tal, rigtige cases og din egen faglighed, så er der ganske enkelt færre om buddet. Du konkurrerer i et mindre felt om en plads, der bliver vigtigere for hver måned, der går.
Det er her, know how igen bliver din stærkeste vare. Præcis som Morten skrev i 2014.
Så hvordan skriver du en tekst, der virker i 2026?
Skal den være på 500 ord? Forkert spørgsmål. Den skal være lige så lang, som din pointe kræver, og ikke et ord længere.
Start et helt andet sted. Spørg dig selv: Hvis en sprogmodel skulle skrive ét afsnit ud fra min side, ville den så kunne finde noget værd at citere? Er svaret nej, har du skrevet en tekst, nettet allerede har i tusind eksemplarer.
Skriv derfor det, du ved, og som andre ikke ved. Læg tal ind, du selv har målt. Fortæl historien fra en rigtig kunde. Sig din holdning, også når den går imod konsensus, så længe du kan stå inde for den. Det er dét, en maskine ikke kan gøre efter dig, for den var der ikke, da du lærte det.
Hos Concept Interest har jeg arbejdet med SEO i over 27 år, og pointen har underligt nok aldrig ændret sig. Værktøjerne skifter. Google skifter, og nu skriver maskinerne endda selv. Men den tekst, der vinder, er stadig den, der ved noget, resten af nettet ikke gør.
Maskinen kan kopiere hvert eneste ord, du skriver. Den kan bare ikke kopiere det, du har gjort.



Enig i beskrivelsen af en stor del af tekstforfattermarkedet (hele markedet er heldigvis ikke sådan)
Men tror ikke på, at løsningen for folk, som i dag leverer bras, er at fokusere på et emne.
Det bliver bare fokuseret bras.
Må indrømme at jeg heller ikke tror på fokus vinklen. Det kan godt være at markedet er stort (indenfor emnet), men specialviden koster ekstra og markedet vil ikke betale for det. En god artikel er dyr og en god artikel skrevet af en specialist er endnu dyrere.
Før dem der køber artikler bliver villige til at betale for kvalitet, så får de den ikke.
@Anders & Mikael
Vi er enige om, at der findes mange, som skriver tekster, som burde finde sig noget andet at lave, ganske enkelt fordi de ikke er sproglig gode nok. Når det så er sagt, så kender jeg også flere, pga prispresset fra de dårlige forfattere, som sælger deres arbejde billigere, med dertil manglende research mm til følge.
Jeg tror, at der er et marked for dette, men det er klart, alle kan næppe gå den vej, med mindre Google laver en ændring, som gør at super artikler er det eneste, som virker, hvor alle “Seo artiklerne”/spild artiklerne bliver værdiløse, når det gælder placeringerne i SERP…
Hvis man arbejder i emner, som er lidt mere nørdede, er det mega svært at finde dygtige og brugbare forfattere, fordi deres viden indenfor området er ikke eksisterende, og derfor kan de have svært ved at gøre det let forståeligt for andre…
Ja, en del af problemet er nok, at der i dag er brug for flere skribenter end nogensinde.
Der er sikkert lige mange forfattere og journalister, som der var før internettet, men i dag er der også brug for en hær af “web-skribenter” og måske er talentmassen bare ikke stor nok til at det kommer til at spille. Danmark er jo ikke ligefrem berømt for den høje kvalitet i afgangsklassernes skrivefærdigheder.
Synes du har fat i noget helt rigtigt, Morten, når du siger at Google kan ændre markedet, hvis de ændrer algoritmen. Det er nemlig i høj grad også Googles “skyld” at der er så stor en efterspørgsel på hurtige billige webtekster til enhver produkt- og kategoriside på nettet. Var det ikke for Googles “krav” om tekster og unikke tekster på en hver side, var der nok en webshop eller to, der ville spare tekstforfatteren væk fra kategorisidens bund og i stedet bare vise nogle fede produkter frem på række. 🙂
@Anders
Du har helt ret, forskellen er bare, at en journalist er en, som har taget en lang uddannelse, og har skulle overbevise et firma om sine evner, mens tekstforfatter kan alle blive fra den ene dag til den anden, om man kan stave eller ej…
Ja Seo tekster er en branche, som Google selv har skabt! Som shop ejer kan jeg kun være enig med dig, for der er virkelig mange meningsløse tekster på en webshop idag, som ikke gavner forbrugeren eller købsoplevelsen, men som blot er på for at tjene Google og shoppens muligheder for ar ranke i SERP…
Faktisk er journalist ikke en beskyttet titel. Det kan alle kalde sig.
Og mange tekstforfattere er uddannede journalister, så det er ikke let at tale kategorisk om. 🙂
Den kvalitet du har fået – er sikkert pga. de opgavebetingelser du har givet. Du skriver: ” Jeg ville kun betale, hvis teksten var brugbar, og hvis den levede op til mine krav, så den kunne anvendes på mine domæner.” – – altså har du haft fat i tekstforfattere som har skrevet noget de var i tvivl om de fik penge for. Det er sandsynligvis en stor del af forklaringen til hvorfor du har fået nogle artikler der bygger på minimalt research arbejde… kvalitet koster tid – og dermed penge. Der findes mange dygtige og professionelle tekstforfattere – desværre ser det bare ud til at tendensen er, at mange ikke mener det koster tid og penge at få skrevet brugbart indhold!
@Anders
Okay der kan man bare se, jeg troede stadigvæk, at det var en beskyttet titel…
Er det ik mere 50/50? Jeg synes, at der er mange, som ikke har en uddannelse, som sælger tekster…
@Maja
Hvorfor skal jeg betale og bruge noget, som ik lever op til mine krav? Du bestiller heller ik et par jeans, hvorefter du får en tshirt leveret, og så er du tilfreds? Jeg var meget omhyggelig med at forklare, hvad jeg skulle bruge, samt vise andre tekster der matchede mine krav…
Jeg har ik beholdt eller anvendt de tekster, som blev skrevet, dem har de fået retur. Det synes jeg er fair nok, når de både er ubrugelige og fyldt med åbenlyse faktuelle fejl…
Hvordan skal man ellers udbyde en opgave, hvis man vil forebygge, at man undgår en time lang diskussion efterfølgende, når en tekst bare ik er god nok. Hvis jeg havde timevis til at diskuterer med forfatteren + rette alle faktuelle fejl, så havde jeg ik udbudt opgaven, men selv skrevet teksten 🙂
Det er i hvert fald muligt at finde mange, som er begge dele, hvis man ønsker det: Klik her
@Morten – det kan du have ret i. Min erfaring er nu, at opgaver der udbydes uden garanti for betaling oftest tiltrækker de forkerte mennesker og ikke dem som nødvendigvis kan deres kram – da de som oftest er travlt optaget af betalende opgaver. Referencetekster – og det at opbygge et arbejdsfællesskab har virket i langt de fleste tilfælde for os. Hvis det er et fagligt tungt arbejde – synes jeg ofte at et interview med dem der ved noget om det faglige og den der skal skrive kan give gode tekster. Jeg vil dog sige at jeg jo ikke er bekendt med dit brief og derfor ikke kan udtale mig – min erfaring bygger udelukkende på at vi aldrig har fået brugbart indhold, kodning eller des lige på baggrund af den form for udbud. Så det kan tænkes at den form også kunne laves anderledes.
@Anders
Det har du helt ret i 🙂
@Maja
Nu vil jeg ik betale 2-3500 kr for tekster, som er lige til at smide i skraldespanden… Derfor gjorde jeg det klart fra starten, at hvis teksterne var ubrugelige, dvs jeg ik kunne bruge dem, så ville jeg heller ik betale. Det er vel fair nok?
Når man køber tekster, så har man ik en jordisk chance for at vide, hvad man får. Man kan se referencer og alt det der, men det er stadigvæk ingen garanti for, at kvaliteten på det du får, er i overensstemmelse med den pris, som der er aftalt. Og hvis tekst og aftale ik hænger sammen, kan jeg nu ik se problemet i at sige, at man ik vil betale…
En af de 4 tekster var så fyldt med faktuelle fejl, at det var lettere at skrive den selv på ny, fremfor at sidde og rette i den…
Og ja det er et svært emne at skrive om, hvis man ik er inde i det, hvilket også er grund til, at jeg foreslog at nogle forfattere begyndte at specialiserer sig…
@Morten – Tror altså du bliver nødt til at gentænke det lidt.
Forestil dig situationen hvor du går til en portrætmaler og beder ham male et billede af dig som du kan hænge over ildstedet. Men du siger samtidigt til ham, at du kun vil betale for billedet hvis du kan lide det.
Tror du, at du kunne finde en dygtig maler der nogensinde ville acceptere den handel?
Der er kæmpe stor forskel på om man køber ting der er specielt fremstillet eller er en standardvare som et par bukser. Bruger de deres tid (og evt. materialer) på noget som du specifikt har bedt om at få lavet, så kan du ikke nægte at betale. Sådan er det med 1000vis af varer.
Ja, man skal ikke finde sig i hvad som helst og kan man nå til en løsning som begge parter kan leve med (hvis man bliver uenige), så er det optimalt. Men at tilbageholde betaling for udført arbejde vil jeg faktisk tro, er grænsende til ulovligt.
@Mikael
Jeg er så ik helt enig. Hvis du bestiller et portrætbilled, og du får leveret et billed af malerens hund, så betaler du vel næppe?
Eller hvis du bestiller et jakkesæt i str 38 i blå med grå striber, og en hvid krave, og du får et gult i str 32 med blå krave, så betaler du vel heller ik?
Eller hvis du bestiller en webshop med en masse funktioner, og du ender med at få en WP side, så betaler du vel heller ik?
Inden der overhovedet kom en pris fra tekstforfatterne, der havde de fået meget præcise specifikationer på, hvilke tekster, hvordan de skulle opbygges osv. Så er det mindste man kan forvente vel også, at tingene matcher de specifikationer, som der er udstedt.
Jeg har ik sagt, at jeg bare skulle have en tekst, og så ik gjort mere. Alt har været noget beskrevet, endda med kilder osv. Så kan jeg ik bruge tekster der er fyldt med fejl, som er så faktuelle forkerte, at det jeg ville miste alt værdighed, hvis de blev postet i mit firmas navn…
Jeg bestilte noget, men fik det aldrig leveret, og derfor har jeg juridisk heller ik gjort noget forkert eller ulovligt…
@Morten – Udfordringen for os her er, at vi 1) ikke har set din præcise ordlyd af din bestilling og 2) ikke har set hvad du har fået leveret. Det ved kun du.
Jeg er helt enig i, at har du bestilt en artikel omkring hårkur til kvinder og får en artikel om blå brandbiler, så skal du naturligvis ikke betale. Det er bare ikke det jeg læser i det du skriver.
Jeg læser at du har fået en artikel om hårkur, men at den indeholder faktuelle fejl og måske ikke er sprogligt på toppen. Denne situation mener jeg er meget forskellig fra dine eksempler og passer bedre med mit eksempel om portrættet.
Men kun du kender den nøjagtige historie og din ordres præcise ordlyd. Jeg (og måske vi) kan så bare ikke læse det du oplever ud af dit indlæg.
@Mikael
Yes du har ret i de 2 ting.
Du har ret i, at det overordnede emne, for at tage en af teksterne var en hårkur, og at teksten omhandlede ordet hårkur. Men ud over det, så var den tekst ikke fyldt f.eks små stavefejl eller lignende, men teksten var direkte forkert. Den var faktuelt set så meget på afveje, at den var umulige at redde, med mindre man satte sig ned og brugte lang tid på at rette i den, og her ville det faktisk være lettere bare at starte fra forfra…
Når det, som der bliver leveret ikke matcher med kriterierne, og samtidig er direkte forkert, så kan jeg ik lige se, hvorfor jeg skulle betale tæt på 2500 kr for teksten. Jeg har bestilt A, og jeg har fået leveret Y. Der er en indsigelse vel på sin plads, selvom det overordnede emne indgik i teksten.
Hej Morten!
Super godt indlæg – det giver anledning til en god debat, som allerede er så småt i gang. Det er positivt!
Først og fremmest vil jeg lige kommentere på det med antal ord. For det er nu engang er metode, der er meget anvendt til at aftale priser på tekster, og noget som jeg selv benytter mig af. Og korrekt, det er ikke oplagt at bruge SEO tekster som indhold på sin primære side. Men til eksempelvis linkbuilding er det noget, som stadig bliver brugt meget.
Så jo, man kan sagtens købe tekster efter antal ord. Dog som regel ikke knaldgode tekster, som du har haft behov for her. Men hvis man gerne vil have en rigtig god kvalitet, så er man altså også nødsaget til at betale, som Mikael også skriver. Kvalitet koster penge, og kvalitet fra en der har specialiseret sig i emnet koster endnu mere.
Du har sikkert ret i, at der nok er et marked, hvis man specialiserer sig indenfor et emne. Problemet er bare, at folk som regel ikke vil betale det, det koster. Næsten alle vil have den bedste kvalitet, men næsten alle vil ikke betale særlig meget for det.
SEO tekster fungerer stadig fantastisk som linkbuilding tekster, og det bliver også stadig brugt i høj grad. Men hvis man har en hjemmeside, som man satser på, og som man gerne vil have højt op i Google, så skal der kvalitet til. Og her skal man ikke have fat i en SEO skribent. Der skal man formodentlig kigge mod Hans Kjer, eller hvem der nu ellers har et ry for at levere høj kvalitet.
“I stedet for at sælge tekster afgrænset til xxx antal ord, burde du sælge kvalitet uden begrænsninger.” – Igen, delte meninger. Jeg lever pt. af at skrive tekster på x antal ord, så jeg burde ikke ændre på det lige nu i min optik.
Men heldigvis er der marked for begge dele. Der er nogle, som har penge til at købe kvaltiet, og heldigvis er der tekstforfattere til det område. På den anden side er der også dem, der bare har brug for et par, som du kalder dem, spild artikler á 300 ord, som bare skal bruges til linkbuilding. Og det er der heldigvis også skribenter til.
Umiddelbart har du desværre fået fat i nogle tekstforfattere, som har skrevet de mere slatne tekster fremfor dem med kvalitet. Om det er fordi, du ikke har lyst til at betale prisen for kvalitet, eller om det er fordi, du bare har været uheldig, skal jeg ikke kunne sige. Der er mange, der kan skrive på et højt niveau. Hvorfor ikke smide dem en mail? Start evt. med Hans. Jeg tror, det er Tekstspot.dk, du skal have fat i. De fører sig frem som Danmarks bedste, så det bliver vel ikke bedre? 🙂
Opfatter ikke dette indlæg som en konkret opfordring til alle tekstforfattere om at lægge deres strategi om, men mere som et bittert opstød fordi du desværre fik fat i et par uheldige tekster af en dårlig kvalitet. Jeg håber, du finder en person, som kan skrive hamrende gode tekster. De er derude.
Jeg giver dig dog ret i, at mange desværre prøver at skrive indenfor alle områder. Efter min mening er det vigtigt at melde fra, hvis man ikke føler, man kan levere en passende kvalitet, som stemmer overens med kundens forventninger. Jeg vil eks. aldrig kaste mig ud i at skrive om hulmursisolering for en kunde, for jeg aner intet om det. Så er det fjollet at spilde kundens tid med en dårlig tekst, som ikke har en jordisk chance for at ramme plet med.
Dbh,
Sander
@Morten – Hvis du i dine kriterier til artiklen skrev at “alle oplysninger i artiklen skal være 100% faktuelle og korrekte”, så har du naturligvis krav på at få dette. Hvis ikke du har præciseret det, så kan du ikke forlange det. Du kan håbe på det, men det er noget andet.
Den næste ting er, at vedkommende stadig har lavet et stykke arbejde og skal betales. Er du ikke tilfreds, så vil det give mening at sende konstruktiv feedback til skribenten og bede vedkommende om at rette til. Gør vedkommende ikke dette eller ønsker vedkommende ikke at bruge mere tid, så vil det give mening at indgå et forlig mht. prisen. Personen har stadig brugt sin tid og skal betales i passende niveau.
At du så ikke kan bruge artiklen i sin “endelige” form er en del af spillet. I bund og grund er den den risiko du løber ved ikke at have lavet en god nok due dilligence på den person du hyrede.
Jeg er med på at vi ikke blive enige og det er helt fint. Synes ikke vi skal bruge tusindvis af ord på at skrive frem og tilbage.
Personligt håber jeg blot på, at de mange kommentarer måske har givet lidt input og ting at tænke over til næste gang du hyrer skribenter.
For det første: Der er da en del tekstforfattere, der har specialiseret sig inden for et emne.
For det andet: What you see is what you get … som regel da. Kiggede du efter anbefalinger? Så du på et teksteksempel? Så du på tekstforfatterens egen hjemmeside?
Det tager faktisk lang tid at skrive en tekst, og typisk kan man jo ikke fakturere 37 timer om ugen. Så det er årsagen, hvis du føler, at gode tekster er dyre.
For det tredje: Man behøver ikke vide alt om et emne for at kunne skrive en god tekst, men man skal vide, hvad man skal spørge kunden om. Kunden skal selvfølgelig også være klar til at levere de oplysninger. Faktisk er det sommetider et problem, når folk skriver deres egne tekster, at de på grund af stor faglig viden drukner hovedbudskabet i detaljer, som kunden ikke nødvendigvis forstår.
Du kan forvente,at jeg altid gør mig umage. Du kan også forvente, at svaret nok er et klart nej, hvis jeg bliver bedt om at skrive en tekst med det forbehold, at kunden kun betaler under visse betingelser. Mon ikke du skiller de fleste seriøse tekstforfattere fra med de klausul!
Til gengæld har jeg mange tilfredse kunder. Men jeg forventer også, at de viser mig en vis tillid, som jeg viser dem tillid ved først at sende faktura, når de har fået teksten. 😉
@Sander
Problemer er bare, at når man bestiller en tekst, så er det svært at sige, hvor lang den skal være. Nogle gange er 500 ord måske nok, mens andre gange bliver den over 1000 ord. Det hele afhænger af måden, hvorpå indholdet er forklaret, samt hvor meget i dybden man går…
Derfor er det også umuligt, at sige noget på forhånd, andet end at den skal være fyldest gørende…
2000-3500 kr er vel også en relativt god betaling for de bestilte tekster? Det var hverken 50 eller 200 kr, som niveauet lød på…
Jeg siger ik, at der ik er et marked for SEO tekster, for det vil de værre, så længe at Google holder liv i denne branche, men nu var det bare ik lige den type tekster, som jeg havde i tankerne… Men derfor kan SEO tekst markedet jo sagtens eksisterer og være et attraktivt marked for nogle.
@Mikael
Skal man seriøst i kriterierne skrive, at en tekst skal være faktuel korrekt? Det er vel bonus pater logik, at hvis man bestiller en tekst om et afgrænset område, så skal indholdet matche med dette samt være korrekt?
Ja jeg kan høre, at man skal lave en større og meget mere præcis beskrivelse af alt i processen, så jeg tager skam alle input til mig 🙂 Måske jeg skulle retænke, hvordan det evt skal gøres fremadrettet, hvis min nuværende skribent skal erstattes…
@Louise
Ja jeg tjekker altid den slags. Jeg har prøvet at hyre en uden referencer, been there done that and I never do it again! Og det jeg så, levede op til mine krav, så derfor tilbød jeg jobbet…
Jeg har ik skrevet nogle steder, at gode tekster er for dyre, blot beklaget mig over kvaliteten af de tekster, som jeg fik. Og det var som tidligere skrevet i niveauet 2000-3500 kr.
Du har ret i, at en tekst let kan blive for nørdet, men igen er det vel lidt en smagssag. Hvis man gerne vil ramme nogle af de mere nørdede kunder, så skal teksterne f.eks være meget nørdet…
Rigtig interessant indlæg Morten.. Jeg er enig i, at man får hvad man betaler for. Sådan gælder det også i “tekstforfatter-verden”. Hvad enten prisen måles efter x-antal ord eller “hvor god kvalitet” teksten skal skrives i.
Super gode pointer!
Jeg har ikke selv købt mig til artikler, som du gjorde i forsøget her, men jeg er én af dem, der har skrevet artikler på 2000 ord for at skrive en artikel på 2000 ord!
Jeg må sige, at min erfaring siger mig, at det ikke er det værd bare skrive en artikel på 2000 ord for at prøve at rangere højt på google. Personligt kommer det selvfølgelig an på emnet og hvor meget jeg har på hjertet. Derimod har jeg et minimumskrav på 300 ord, fordi der trods alt skal være en eller anden form for indhold og fordi det aldrig er svært at skrive 300 ord om noget som helst.
Men jeg kan hele vejen igennem nikke genkende til dine pointer – det er bare mig selv, der har gjort det – som du nu engang kritiserer – og jeg er idag helt enig med dig – det havde jeg ikke været for et år siden!
Jeg tror også, at Moz et eller andet sted har været med til at påvirke denne trend om fokus på antal af ord – især efter en af deres blog-indlæg om, at det er igennemsnit var artikler med minimum 2000 ord, der rangerede bedst på google alt andet lige.
Kan det betale sig at bruge en tekstforfatter til de danske artikel siden.
Jeg tror ikke der er mange af mine kunder der finder disse artikler.
Grunden til man laver den, er vel for at få et link tilbage til ens hjemmeside ikke?
Derfor har indholdet vel ikke den helt store betydning, bare det omhandler emnet.
@Jacob
Hvis du har et lidt kompliceret emne, som du skal gøre logisk for Hr og Fru Danmark, hvordan vil du så gøre dette på sølle 300 ord?
Jeg er direkte uenig i, at lange tekster ik ranker bedre. Jeg har domæner, nærmest uden links med lange tekster, som ligger i top 3 indenfor områder med semi konkurrence. Hvis ikke det er teksten, som trækker op, så ved jeg ikke, hvordan de kan slå etablerede spillere?
@Rasmus
Prøv at google Content Marketing, så får du nok en hel anden vinkel på emnet 🙂
Og nej det var tekster til domænerne http://arganolie.guru og http://hjemmelavet-harkur.dk som jeg ville have skrevet. Det handler ikke bare om links, men derimod om forklaring og uddannelse af ens kunder 🙂
@Rasmus
Linket har samme teoretiske værdi om artiklerne bliver læst eller ej (i artikeldatabaser), men spørgsmålet er også om du vil have dit website associeret med meget dårlige artikler.
Artikler der f.eks. er faktuelle forkerte og dermed misleder kunderne, er bestemt ikke noget hit at placere et link til firmaet i.
Trods artiklen placeres i en artikeldatabase, vil den blive fundet – ikke ret ofte, men den vil blive fundet og læs.
Ændre Google pludselig voldsomt på dele af deres algoritmer, kan det ske at denne typer artikler pludselig fremhæves. Andre kan finde på at linke til artiklen osv.
Så kvaliteten bør være på et niveau, hvor de faktuelle oplysninger er korrekte og med et godt velformuleret sprog, hvor fagtermer ikke ombyttes m.m.
Linker du derimod til en hub, som linker videre til dit domæne, ja så er vi ovre i netop den kategori, hvor artiklen kun behøver omhandle emnet og være præcist så billig og amatøragtig, at den netop lige præcis kan snige sig igennem en godkendelse.
jeg synes jeg kan genkende problemet.
I sommer startede jeg i en kort ansættelse hos et firma, der solgte beauty-produkter som tekstforfatter til den nye hjemmeside med beauty-produkter. Alle tekster skulle omformuleres, og efter 14 dage besluttede ledelsen, at jeg ikke var den rigtige alligevel.
En af årsagerne var bl.a. at jeg ikke skrev teksterne hurtigt nok i en høj nok kvalitet – og det var jo netop fordi jeg skulle bruge længere tid på at sætte mig ind i sagerne – da jeg havde arbejdet med software og B2B marketing før. Nu var det pludselig B2C marketing og havde jeg haft en længere tidshorisont til at blive lært op i, ville jeg nok ikke være blevet sagt op efter to uger, men nærmere være givet tiden til at lave skidtet ordentligt.
En af opgaverne var fx at tilrette tekster, som uerfarne studerende havde skrevet – og de var RET dårlige flere af dem. I mine hænder blev det nogle ret gode tekster, men tiden jeg brugte på det var – i deres øjne – bare for meget.
Jeg synes derfor at der er en vis ræson i at skribenterne udser sig deres speciale og bliver gode til det – men heller ikke afgrænser sig fuldstændigt. Jeg må bare sige, at det er trist man som virksomhed ikke sørger for at være helt skarp på, hvad man har brug for. Har du fat i en, der har skrevet om biler før, skal de fx bruge mere tid på at lære at skrive om læbestifter, eh! Men hvis ikke tiden er til ordentlig oplæring/erfaring så lad være med at ansætte sådan en LAD VÆRE med at bruge billig arbejdskraft fra studerende! (En anelse irritation kan nok anes her…)
Jeg forstår ikke at det nogensinde kan være nemmere eller billigere at betale en tekstforfatter for at skrive en artikel indenfor et emne hvor man selv er en kompetence. Det er jo én selv der ved hvad man er ude efter og hvad man mener er kvalitet. Jeg forstår selvfølgelig godt at det kan betale sig at få en rigtig dygtig tekstforfatter til at skrive noget, fordi vedkommende fx er vildt dygtig sprogligt, men så er det også en anden liga vi snakker om.
En tekstforfatter er ikke direktøren for det hele eller ekspert i alt, men en person, der kan skrive. Hvis man møder typen, der “kan skrive om alt, og teksten sidder altid i skabet første gang,” så skal man løbe skrigende væk.
Nogle ting er selvfølgelig nemmere at skrive om end andre – men mange virksomhedsejere er altså bedre til så meget andet end at skrive tekster, og en hel del ved slet ingenting om SEO. 🙂
Det tager meget længere tid at skrive en god tekst, end de fleste er klar over, og hvis man ikke har tid, lyst eller kompetence, er det da en god idé at hyre en tekstforfatter.
Sommetider kan man finde en skribent, der har specialiseret sig i bestemte emner – der er fx nogle, der fokuserer på teknik.
Nogle af mine kunder sender selv et oplæg til teksterne, som jeg så omskriver til sælgende og Google-venlige tekster. Det er klart, at hvis man arbejder med noget meget specielt, kan det være en stor fordel at afsætte tid til selv at levere et tekstudkast eller tage en lidt længere snak med tekstforfatteren. 🙂
Ja har også oplevet at forfatterne til tekster der er billige bruger selve søgeordet overdrevet i stedet for at skrive artiklerne naturligt ud fra den viden de har.
Hej Morten
Det er super som tekstforfatter at kunne fortælle sine kunder, at man har ekspertise inden for bestemte fagområder. Om det er bredt fortalt (btb / btc) eller mere snævert: ’Jeg har skrevet rigtig meget for byggebranchen’.
Alle brancher har deres fagsprog og det tager mange gange lang tid at sætte sig ind i det. Og du bliver nødt til at sætte dig ind i fagsproget – også selvom, du benytter mere jævne ord i teksterne, du ender med at forfatte.
Når det er sagt, er det vel ikke en ekspert, du var ude efter. Eksperter koster jo penge og god tekstforfatning er mindst ligeså svær en disciplin som SEO 😉 – så det bliver hurtigt mange penge, vi taler om.
Uden at kende den præcise ordlyd, minder henvendelsen, du retter mod de 4 tekstforfattere, en smule om dem, jeg selv fik en 4-5 stykker af sidste år. Forskellen var, at mine var større ordre. ’Vi skal have skrevet ml 10 og 30 tekster pr uge’. Her er et eksempel (på en tekst, der fylder 2.000 tegn – en normal A4-side)!
Ordren gik så til en mængde tekstforfattere, der skrev artiklerne for 400 kr. pr. stk.
Det kan man jo ikke leve af. Så er det kun studenter, der vil have noget på CV’et, man henvender sig til – og så bliver resultatet desværre også derefter.
Jeg læser det, når du siger, at du vil betale op til 3.000 for en artikel. Det er hæderligt, men de betingelser mange på markedet stiller, fx at man ikke vil betale, hvis ikke teksten sidder der første gang – gør det svært for seriøse skribenter, der kan deres håndværk. Sidste år synes jeg, jeg brugte alt for lang tid på at lave seriøse tilbud, der blev underbudt af amatører. Det, der i min optik skal til, er, at markedet anerkender, at tekstforfatning er en svær disciplin, som det tager år at mestre og at en gymnasiast, der gennem sin skolegang har lært at skrive nogenlunde fejlfrit dansk stadig ikke har samme forudsætninger som os, der arbejder med tekster til dagligt. Når det sker, får jeg og mine mere arbejde og du og dine får de tekster, I skal bruge.
Vh.
Jeg undskylder, at jeg ikke har deltaget i debatten, men jeg har ikke fået en mail om, at der var nye besvarelser. Så her kommer mine inputs til de forskellige indlæg, selvom nogle er flere år gamle.
@Jonas Jørgensen
Helt enig! Godt brølt!
@Anette
Det er svært for mig at sige, om du brugte for lang tid eller ej. Har man 10.000 produkter eller mere, er det mega dyrt at få skrevet gode tekster til alle produkterne, fordi man let kan bruge ½-2 timer pr produkttekst. Og så kan man selv regne ud, hvad regningen i sidste ende vil lyde på.
Men det er ikke en let opgave, at skrive produktekster hurtigt, hvis kvaliteten skal være høj. Især ikke hvis der er mange forskellige produkter, som hver især kræver research.
@Bo Blaksteen
Som udgangspunkt er jeg enig med dig, men personen som har en høj viden, kan måske være knap så god skriftlig, eller skriver i et meget kedeligt sprog, hvilket også har indflydelse på artiklen.
Men så kan han/hun jo skrive grundstenen i artiklen, og lade en tekstforfatter overtage og finpudse artiklen.
@Louise Lamberth
Både og vil jeg mene. Man kan sagtens være direktør, og selv skrive en masse gode artikler og tekster. Ens titel bør ikke afgrænse en for at benytte ens viden i virksomheden, enten via læring eller artikelskrivning.
Men at titlen idag ofte afgøre, hvem der gør hvad, det er en anden sag. Og så er en tekstforfatter en god mulighed.
Men igen alt afhænger af økonomi, har man et begrænset budget, så er en god tekstforfatter sjældent det, som står øverst på indkøbsedlen.
@Per Andersen
Det kan du have ret i, jeg vil dog også lige påpege, at nogle firmaer selv overdriver brugen af keywords i deres tekster, som de selv har skrevet.
@Torben Slot
Jeg er enig med dig langt hen af vejen, og man kan så diskutere, om en tekstforfatter bør være ekspert eller bare god til ord. Men mangler man en artikel om et bestemt emne, og denne artikel spiller en vigtig faktor for ens hjemmeside, så er det bare sindsyg vigtigt, at såvel keywords som fagudtryk anvendes korrekt i forhold til målgruppen. Og her er det bare svært for en tekstforfatter, at vide hvilke ord, der er vigtige.
Problemet med tekster idag er, at markedet er delt op i 2. Der findes billige skod SEO tekster, og der findes artikler. Det første er ofte repræsenteret via personer, som kan skrive artikler til en lav pris, jeg har set dem ned til 10 øre pr ord. Artikler derimod koster væsentlig mere, fordi de kræver research og forståelsen for emnet, som derefter skal jongleres rundt til den ønskede artikel. Det er en disciplin, som kræver tid.
Men tid er penge idag, og dermed opstår tvisten imellem, om man skal vælge billigt eller dyrt.
Derfor tror jeg også, at tekstforfattere med speciale indenfor et emne, ville kunne få langt flere kunder, som betaler en fair pris, fordi de dermed både er tekstkunstnere, men samtidig har en viden om emnet, som overstiger normalen, og det er til købers fordel.
Den slags tekstforfattere findes da, Morten, de kaldes fagjournalister. 🙂 De kombinerer deres uddannelse med to års deltidsstudie i journalistik.
En fagjournalist kan have enhver faglig baggrund, fx lærer, socialpsykolog, politibetjent eller noget helt andet – derfor er det ikke sikkert, at fagjournalisten nødvendigvis har mange års erfaring med at skrive tekster ligesom en journalist eller kandidat, men til gengæld har han/hun altså en meget stor faglig indsigt i sit fag.
Nå, men som udgangspunkt ser jeg nu ikke lige noget problem i, at jeg gerne vil have en hyre, der er høj nok til at betale ungernes sko og biografture, så længe kunderne er glade. Glade kunder får man efter min erfaring, når man er klar til at bruge lidt ekstra tid og slå ørerne ud og lytte. Det er klart, at skulle man blive bedt om at skrive om noget, man ikke fatter, så siger man nej tak og sender opgaven videre til en anden – der er jo kunder nok til alle. 🙂
@Louise
Jeg har skam heller intet problem med at betale for det, som jeg køber, men lige med tekster, programmering og design, der er det f.eks svært at forudse kvaliteten. Hvis jeg går i Ikea, så ved jeg, hvad jeg får og kan forvente. Det samme hvis et dyrt møbelhus er alternativet.
Når det kommer til tekster, kvalitet og pris, så synes jeg ikke, at der altid er en sammenhæng. Mange skriver dårligt, få skriver mega godt, og sælger sig selv billigt, mens andre sælger sig selv meget dyrt, for en mellem god vare 🙂
Det er ikke nogen anklage mod dig, Morten. 🙂 I sidste ende er det også et spørgsmål om smag, om man kan lide en tekst eller ej.
Det tager bare længere tid at skrive en effektiv tekst, end de fleste er klar over.
Dertil kommer den tid og de penge, der går til kurser, markedsføring, kundesamtaler og meget andet, når man lever af tekster.
@Louise
Jeg tager det skam ikke personligt, vi kan sagtens have en god diskussion, uden at det bliver personligt 🙂
Ja sådan er det med mange ting, især de mere kreative, som f.eks tekster eller design.
Men jeg er helt enig i, at gode tekster er et håndarbejde, som tager mange timer at lave, og de skal løbende tilpasses, hvis de skal bevare deres effekt og kant 🙂