Forleden blev jeg booket til at holde to store heldagsforedrag i 2008 om søgemaskineoptimering og markedsføring i søgemaskiner. Det gav anledning til en generel snak, og undervejs i den kom et spørgsmål, som jeg vil skrive lidt om her. Spørgsmålet lød: “Er det egentlig ikke at snyde Google, når man laver søgemaskineoptimering på en hjemmeside?”. Lad os bare starte med svaret: Nej – at optimere en hjemmeside med godt håndværk er bestemt ikke at snyde Google! Faktisk bruger mange af Googles mest prominente ansatte masser af tid på konferencer etc. for at lære webmastere og SEO folk om de bedste metoder.

I gamle dage kunne alt lade sig gøre – også at snyde Google

Da internettet var yngre, var det en enkel sag at snyde Google og de andre søgemaskiner. Det var ikke noget problem at have en hjemmeside om angorakaniner og gøre den selvsamme hjemmeside synlig på side 1 på f.eks. en søgning på “nøgne piger”. Dengang (og det er altså kun få år siden) var det nemt klaret med lidt husmandscloaking. Cloaking er – kort fortalt – at vise ét indhold til søgemaskinernes robotter og et andet indhold til mennesker. Holder vi fast i angorakaninerne et øjeblik, kunne det gøres ved at fremstille en side med ordene “nøgne piger” mange gange og så vise den til søgerobotterne – men den rigtige side med kaninerne til almindelige mennesker med en almindelig browser som Internet Explorer, Netscape og hvad de nu hed dengang.

Problemet var, at hverken Google eller de andre søgemaskiner var særligt glade for den slags, for det gav utroligt dårlige resultater for brugerne. Og leverer en søgemaskine dårlige resultater, er der ingen, der gider bruge den. Og uden brugere – ingen indtægter fra betalte annoncer. Så det dur bare ikke.

Google bliver bedre og bedre til at fjerne decideret snyd

Gennem årene har især Google udviklet særdeles effektive algoritmer, der finder forsøg på snyd. Det gælder både bevidst snyd og det snyd, der opstår, uden at hjemmesidens ejer har haft det som mål. Sidstnævnte opstår oftest i forbindelse med dårligt håndværk fra programmøren – og det sker desværre stadig i dag i alt for stor målestok.

Samtidig er det meget tydeligt, at der sker stadigt flere menneskestyrede indgreb fra Googles side mod hjemmesider, der træder FOR langt over stregen. Indgrebene resulterer i enten en deranking (siden ryger langt om i søgeresultaterne) eller i en decideret “banning”, hvor hjemmesiden fjernes helt og aldeles fra indekset. Nogle gange for en kort periode – andre gange mere permanent. Det kræver ikke den store vognstyrereksamen at regne ud, at en sådan reaktion fra Google kan være kostbar for det firma, det går ud over. Så overvej grundigt, inden du kaster dig ud i eksperimenter!

Er søgemaskineoptimering snyd?

Fagligt veludført søgemaskineoptimering er ikke snyd – snarere tværtimod. Faktisk er søgemaskineoptimering med til at holde Google og andre søgemaskiner gode. Den skal nok lige forklares lidt, ikke?

Jo bedre Google bliver til at fjerne snyd – eller slet ikke lade sine resultater påvirke af snyd – jo mere motiveres vi, der arbejder med søgemaskineoptimering til at udføre et håndværksmæssigt godt stykke arbejde. Det er vi ganske enkelt nødt til, for ellers virker det ikke. Eller det virker kun i meget kort tid. Denne udvikling har lukket mange af de firmaer i Danmark og i udlandet, der helt eller delvist har baseret deres koncepter på mindre pæne metoder. Og dermed øget markedet for alle andre.

Man kan sige, at der er en særdeles effektiv synergi mellem Googles evner til at finde og fjerne bevidst snyd og branchens faglige niveau. Jo bedre Google bliver – jo mere viden og godt håndværk kræves af søgemaskineoptimeringsfirmaerne. Og som følge deraf: Jo større krav må vi, der arbejder med skidtet, stille til vores kunders kvalitative indhold på deres hjemmesider. Læs lige den sætning én gang mere – og så kan du sikkert se cirklen, ikke? Hjemmesiderne er bare nødt til at være bedre og bedre, hvis de skal findes.

Derfor kan Google faktisk godt lide SEO

Når vi nu lokker, truer og plager vores kunder til konstant at gøre deres hjemmesider bedre, skrive bedre tekster osv., får Google en større og større pulje af kvalitativt gode hjemmesider at placere på side 1. Og jo bedre de gør det, jo flere brugere har de. Brugere er lig indtægter, og så er alle glade.

Nu tænker du nok: “Jamen, hvis ingen i verden søgemaskineoptimerede deres hjemmesider, så ville søgeresultaterne jo være 100% bestemt af kvaliteten, ikke?”. Nej – langt fra! For vi står stadig i en situation, hvor hovedparten af webprogrammører ikke har begreb om at skabe hjemmesider, der nemt lader sig indeksere af søgerobotterne, ikke leverer duplicate content (samme indhold på mere end én URL) etc. Og der er stadig mange, mange nye hjemmesider, hvor en – dygtig – webdesigner har skabt noget meget lækkert med grafik, der ikke lader sig indeksere af Google. Og det betyder, at masser af hjemmesider med fantastisk godt indhold henslæber en kummerlig tilværelse omme på side 40 i Google.

Så Google kan godt lide SEO’erne (os der udfører søgemaskineoptimering), når bare vi gør det anstændigt og uden at træde alt for meget ved siden af. Derfor deltager Google på seminarer, konferencer og i debatter, hvor de lærer os, hvad der er godt, og hvad der er mindre godt.

Der er også en vis indre logik i denne tankegang: Hvis en virksomhed betaler mange penge for at få deres hjemmeside synlig i Google på det, de nu tilbyder verden, er det overvejende sandsynligt, at virksomheden faktisk også HAR noget godt at byde på. Og så længe vi ikke optimerer en side med kaffemaskiner til at være synlig på en søgning efter f.eks. “tebreve”, holder vi balancen – ren Ying/Yang. Hele kunststykket for os er at arbejde med opgaverne og med Google i gensidig respekt.

Kan man sammeligne SEO med noget fra offline verdenen?

Ja – det kan man! Og du vil sikkert gerne vide: Med hvad? Lad os kigge lidt på avisannoncer som et af mange eksempler. Vi “leger” lige, at du har et parti eksklusive kaffemaskiner til 14.000 kr. pr. styk, du meget gerne vil have solgt. Du ringer til dit reklamebureau, og du aftaler med dem, at de opsætter en frækt designet annonce, der skal indrykkes i nogle aviser. Du får nu præsenteret en annonce, som begejstrer dig i dén grad, og nu er de kaffemaskiner næsten solgt, ikke? Nej – ikke helt. Du skal jo lige finde ud af, i hvilke aviser, på hvilke sider og på hvilke dage, din annonce skal indrykkes. Du kan jo altid indrykke den i Information, som din bedstefar holdt i en menneskealder – men tror du selv, at mange af Informations læsere køber kaffemaskiner til 14.000 kr.? Nej, vel? Og kun ganske få reklamebureauer i Danmark har den demografiske viden, du har brug for lige nu.

Du gør derfor det eneste rigtige – du aftaler med dit reklamebureau, at de får et mediebureau til at klarlægge præcist, hvilke aviser din målgruppe til den type kaffemaskiner læser. Og på hvilke dage. Alt det er logisk nok, ikke? Mediebureauet sørger for, at din smukt designede annonce med den gode tekst bliver eksponeret for målgruppen præcist på det tidspunkt, hvor målgruppen er til at ramme. Sådan noget er de gode til, og de har stakkevis af meget veluddannede mennesker til at sidde og regne ud, hvem der læser hvad hvornår. Ofte kan mediebureauet hjælpe med en tilretning af teksten, for de kender faktisk hver eneste arketype og alle dem, der falder uden for arketyperne. Er det snyd? Næ – bare sund fornuft og respektfuld omgang med dine egne penge.

En søgemaskineoptimering tilfører din hjemmeside det samme, som mediebureauet tilfører din annonce – synlighed på rette tid og sted. Og er det en professionel søgemaskineoptimering, får du også justeret dine tekster, så de sidder lige i kassen.

Se – det blev en lidt længere artikel end planlagt. Sådan går det nogle gange. Er du nået helt her til, er du da ret sej! Tag du dig en kop kaffe eller hvad du nu nyder – og sørg så for at få en god weekend!

Rosenstand out!