Topplaceringer i Google med SEO – det er, hvad denne artikel handler om. Siden jeg for mange år siden udførte mit første faldskærmsspring, har jeg vidst, at meteorologer har et særdeles vanskeligt felt at arbejde i. Dengang – og før jeg begyndte at arbejde med søgemaskineoptimering – sagde vi altid: “Meteorologer? Det er dem, der som børn løj meget – og aldrig holdt op med det”. Siden har jeg fået et lidt mere nuanceret billede, og det kan jeg takke Google for. Ikke at Google er lige så mægtig som vejrguden… Eller er de?
Artiklen her er opdateret med nyeste viden på området. Den er oprindeligt fra februar 2008 – og her mange år senere er den stadig lige højaktuel! Jeg ser ofte garantier og håbløse “no cure – no pay” aftaler, der skader køberne mere, end de gavner dem.
Derfor er artiklen genudgivet, så nye læsere også kan få glæde af den.
Garanti for placeringer i Google?
Garanti for topplaceringer i Google er et emne, der jævnligt dukker op i forskellige sammenhænge. Nogle gange er det (typisk nye) udbydere af søgemaskineoptimering, der kækt udsteder garantier om topplacering. Andre gange er det købere af søgemaskineoptimering, der mere eller mindre bevidst forveksler løfter om “bedre placeringer” med “topplaceringer”. Ingen undtagen Google, Live, Yahoo m.fl. kan garantere nogen som helst placering på noget søgeord.
Inden jeg vil illustrere det med en “lignelse”, vil jeg lige understrege et faktum, som nogle ikke kender – eller glemmer. Jeg bruger Google som eksempel, men alt efterfølgende er gældende for denne verdens kendte søgemaskiner:
Google bestemmer!
Google driver en søgemaskine, som de stiller helt og aldeles gratis til rådighed for alle, der kan og vil bruge den. Google har ingen forpligtelse til at crawle, indeksere og ranke nogen hjemmeside – absolut ingen. Der er ingen lande i verden, der har nogen love, der påbyder Google at vise alle eller udvalgte hjemmesider i deres søgemaskine.
Der er desværre lande, der har begrænset adgangen til Google grundet deres politiske systemer, men det er en anden historie. Det betyder, at når din hjemmeside er synlig i Google, er den det på Googles nåde og gode vilje.
De kan fjerne den, hvis du overtræder deres retningslinjer, eller hvis du er rødhåret, og Google bestemmer, de ikke kan lide hjemmesider ejet af rødhårede! Og sådan er det bare!
Søgemaskineoptimering og regnvandsudnyttelse
Lad os bringe det her ned på jorden: Forestil dig, at du flytter til et nyt land, hvor drikkevandet ikke findes i rigelige mængder. Du overvejer derfor at investere i et opsamlingssystem, der kan samle regnvand og sende det ud i dine vandhaner. Du kontakter et firma, der lever af den slags og beder dem om et tilbud.
Du får en pris, og du accepterer. Anlægget bliver bygget, men det viser sig, at det samler alt for lidt vand op. Der er masser af regn, for det regner 4 timer hver anden dag, men du får bare ikke nok vand ud af anlægget.
Det er surt, og i din kvide søger du på Google efter “regnvandsopsamleroptimering”. Du finder et tilbud, og firmaet undersøger dit anlæg i alle ender og kanter. Det fører til en rapport, der klart identificerer de problemer i dit anlæg, der gør, at du ikke får vand nok ud af det.
Nu er du jo blevet skuffet én gang, så du undersøger markedet lidt mere, og du får bekræftet, at de anbefalinger, optimeringsfirmaet giver dig, holder vand (sorry). Efter lidt betænkningstid slår du til og beder regnvandsopsamleroptimeringsfirmaet om at gøre det, de er gode til.
Det gør de så, og over en periode på et par måneder bygger de om på dit anlæg efter alle kunstens regler. En dag er de færdige, og du glæder dig, for allerede mens de byggede, steg udbyttet af dit regnvandsopsamlingsanlæg. Hvilken lykke!
En uge efter de er færdige med at optimere dit anlæg, beslutter den store vejrgud at lægge lidt om på nogle jetstrømme oppe i stratosfæren. Bare en lille ændring for at sikre lidt bedre vejr ved kysten, hvor turisterne holder til. Slet ikke noget særligt, siger vejrguden. Men nok til at det ikke længere regner fire timer hver anden dag hos dig. Faktisk regner det kun en time om måneden.
Hvem skal have lussinger nu?
Så er det, vi skal til at spørge os selv: Er det regnvandsopsamleroptimeringsfirmaet, der ikke har gjort deres arbejde godt nok? Nej, vel? Det er vi nok enige om. For naturligvis har det firma ingen indflydelse på, at der lige rykkes lidt på en jetstrøm oppe i stratosfæren.
Altså må det være vejrguden, der skal have skideballe. Men inden du råber til ham (eller hende), må du lige huske på, at den vejrgud aldrig har lovet dig fire timers regn hver anden dag. Og at du faktisk ikke har RET til den regn. Du var bare heldig, at du fik den, mens du fik den. Du kan bede fromt hver aften, hvis du er til den slags – men regn(!) ikke med, at det hjælper.
Eneste vej ud er at flytte – eller få lagt rør frem fra et område, hvor det stadig regner. Og så krydse fingre for, at vejrguden ikke lige skal rykke rundt på jetstrømmene lige med det første.
Hvad har det med søgemaskineoptimering at gøre?
Det hænger faktisk fint sammen! Firmaet, der byggede anlægget først – det er webbureauet. Regnvandsopsamleroptimeringsfirmaet – det er søgemaskineoptimeringsfirmaet. Og vejrguden? Det er da Google!
Google har lige et par linier kode eller tre, der bestemmer, hvordan hjemmesider skal placeres på et givet søgeord. Den kode ændres hyppigt – oftest meget små ændringer, der kun perifert påvirker hverdagen. Men nogle gange gør Google større ting – og uanset det retfærdige i det eller ej: De kan, de må og de har ret til det.
Når det sker, må vi, der arbejder med de sager, finde ud af, hvad de har gjort, og hvordan vi kan bearbejde det. Det kan der godt gå en masse “spændende” tid med… I de fleste tilfælde ved vi intet om, at der sker ændringer, før de sker. Nogle gange kan vi få et vink fra de mennesker i Google, vi plejer et forhold til. Men sjældent.
Vi kan lige så lidt gøre noget ved det, som regnvandsopsamleroptimeringsfirmaet kan gøre noget ved en klimaændring. Men vi kan finde ud af, hvor det så regner, lægge rørledninger og den slags. Og dermed skaffe vand (kunder og synlighed) igen.
Med ovenstående in mente er det sund fornuft, at garantier for placeringer i de organiske resultater kun kan betyde én af to ting: Enten en yderst flosset moral hos udbyderen eller en komplet mangel på viden om søgemaskiner og søgemaskineoptimering. Og ingen af delene er noget, du skal involvere dig i.
Man kan garantere, at man gør sit bedste. At man – som en god kollega udtrykte det i dag i en telefonsamtale – vil gå gennem ild og vand for at skabe resultater.
Der er selvfølgelig også den vej, som vi og nogle af vores konkulleger tilbyder: Betaling efter opnåede resultater. Det kan være efter opnåede placeringer, efter antal besøg eller efter konverteringer. Det er sikrere for køberen – og logisk nok også dyrere, for naturligvis skal risikoen betales, og ligger den hos optimeringsfirmaet, er det også dem, der skal have penge for at tage den. Sådan er det med alle akkordbetalinger.
Og ved du hvad? Det er jo ikke anderledes i nogen anden branche! Hvis du får lavet en tv-reklame med indrykninger for en bette million eller to, er der INGEN garanti for, at det sælger én skrue.
Og går du til frisøren og får lækkert hår, er det ikke en garanti for, at du scorer. Og sådan kan vi blive ved. Forskellen er nok bare der, at hverken tv-selskaber eller frisører tæller “tågehorn”, der lover noget, de ikke har nogen indflydelse på at kunne overholde.
Er du i markedet efter søgemaskineoptimering, og du ikke vil betale efter besøg/konverteringer/placeringer, er der kun én garanti, du kan bruge til noget overhovedet: Referencer.
Rosenstand out!
Du har gjort det igen… 🙂 Jeg er imponeret over din evne til at sammenligne SEO med ting som de fleste kan relatere til.
Tak for det, Bachmann! Jeg er jo gift med en blondine, så jeg er vant til at…. AV! 🙂
Nej, det gør den da heller ikke… det vil sige at det hele bare er noget Rosenstand finder på? 🙂
Den gamle røver.
Hvad så hvis man er 110% optimeret til opsamling af regnvand, og så flytter sin biks til Danmark. Så vil den jo bryde sammen under alt den vand 😉
Så slagter man bare guldfguglen, Jan 😉
Og nu kan du så reklamere med at du ligger nr. 1 i google på “regnvandsopsamleroptimering” – det er da stort – eller noget.
/Claus P
He-he! Og så med den enorme konkurrence, der er på netop søgeordet “regnvandsopsamleroptimering”!
Præcis 🙂
Men det plejer ikke at forhindre folk i at blære sig over at de “ligger nr. 1 i google” 🙂
Man skal jo aldrig ødelægge en god historie med fakta.
/Claus
Har først læst dette indlæg nu efter jeg fandt den via et link på Amino. Men det er bestemt stadig en meget relevant forklaring, og virkelig fed måde du får forklaret det på og sammenlignet med metorologi og regnvand 🙂
Det tror jeg at jeg vil bruge når nogen spørger mig og så henvise til din udmærkede forklaring her, for mange firmaer fatter altså stadig ikke her anno 2010 at det der med at ligge nr. 1 på google ikke bare er noget man gør ved at lave et par hurtige trick eller købe sig til det hos google 😛
God information tak
En vigtig ting at få med her: Der er lige nu et SEO firma i Danmark (helt nystartet) som tilbyder en sådan “garanti”, men de skriver i deres betingelser, at garantien ikke gælder hvis Google ændrer noget. Det er da at tage tykt grin på folk! Se hele den grinagtige historie her
Super indlæg
– og spot on når man tænker på hvor mange SEO bureauer der bruger kostbar tid på at ringe rundt til erhvervsdrivende, i et forsøge at overbevise den erhvervsdrivende at de er lige netop det SEO bureau, som kan gøre noget ved firmaets “håbløse” (SEO bureautets dom) hjemmeside og give bedre placeringer.
/Erik
Denne sandhed fra jeres side her vil da nok more de jyder der er blevet snydt af andre jyder:
Vi taler jysk, vi står solidt plantet – og vi holder, hvad vi lover
Hej Bjarne
Jo – javel… Jamen det giver da masser af god mening. P.S.: Links her er nofollow 😉