Det er spændende at arbejde i en branche, der kan bringe sindene i kog. Det har jeg gjort i nogle år efterhånden – først som reklamemand med primært ideudvikling som ansvarsområde og derefter udelukkende som søgemaskineoptimeringsmand. Begge branchers aktører får jævnligt nogle skud fra resten af samfundet – nogle fortjente og andre ikke. De sidstnævnte opstår oftest på baggrund af enten manglende viden eller en decideret skjult dagsorden.

SEO er ondskaben udmøntet online?

I den forgangne uge oplevede vi en sådan kritik med skjult dagsorden, der hurtigt blev samlet op af en lille skare, der har al kommercialisering, markedsføring og marketing som erklæret hovedfjende.

Baggrunden er en tale, som en berygtet og berømt mand fra USA – Jason Calacanis – holdt på en konference i Københavnstrup. Her udmalede han et billede af et internet, hvor søgemaskinernes resultater er dybt utroværdige, og hvor f.eks. amerikanerne vrænger på næsen ad de søgeresultater, de får. Den samlede danske verdenspresse åd mandens tale mere eller mindre råt, og det kom der en del artikler ud af.

Det pudsige er, at trods amerikanernes “vrængen på næsen”, udfører de alligevel omkring 500 millioner søgninger i døgnet. Det er da lidt underligt, at de gider det, når det er så ringe – er det ikke?

Endnu mere pudsigt er det, at ingen af de danske medier for alvor kiggede bag Jason Calacanis motiver til at sige, som han gør. Fakta er, at manden ejer og driver en såkaldt “menneskestyret” søgemaskine, og den skulle angiveligt være fri for alt det onde, han påstår, Google, Live og Yahoo er fyldt med. Og har du lyst, kan du læse, hvad den gut også begiver sig af med af lyssky affærer her.

Lad os bare slå fast, at der da ER en del skrammel, der er prominent synligt i søgemaskinerne. Men meget af det er der, fordi søgemaskinerne har valgt at vise det der. Andre dele af det er der, fordi der er udført en hel masse optimering på det. Sidstnævnte er bare ikke særligt livsdueligt af den simple årsag, at skrammel ikke konverterer, og derfor kan bagmændene ikke skabe en forretning på det. Konverterer det, er det til gengæld ikke skrammel – uanset hvad en lille elitær gruppe måtte mene.

Søgemaskinerne er “folkets” sted, og det er ikke en pendant til Statens Kunstfond eller lignende, der bestemmer eller skal bestemme, hvad der ranker og konverterer. Derfor er søgemaskiner som Google, Live og Yahoo både dagens og morgendagens søgemaskiner, mens elitære og menneskeligt styrede systemer som mahalo.com (ejet af Calacanis) ikke overlever på sigt. Det er i hvert fald min overbevisning.

SEO er MEGET mere end bare salg!

Hvis jeg ser tilbage på bare de sidste 4-5 års opgaver med SEO her i firmaet, ser jeg en spraglet vifte af forskelligartede opgaver, der spænder lige fra simpelt produktsalg (bring mig i toppen med min webshop) over udbredelse af holdninger (partier og organisationer), reputation management (f.eks. ham der, I ved nok…) til det, jeg kalder “opfyldelse af oplysningspligt”.

Sidstnævnte har bl.a. indebåret opgaver for flere ministerier samt for adskillige oplysningssider om f.eks. sygdomme. Vi har hjulpet patientorganisationer med at gøre deres portaler synlige, så de stakkels mennesker, der er forbandede af en sygdom, kan finde hjælp, debat osv. online via f.eks. Google. Jeg har svært ved at se det onde i det.

Vi har hjulpet statslige forvaltninger med at sikre, at deres oplysende hjemmesider kunne findes nemt, når skilsmisser, dødsfald og andet grimt rammer, og menigmand har brug for lødig information. Det kan jeg heller ikke se det onde i.

Søgemaskineoptimering er nødvendigt

Hvis ikke det var så sørgeligt med det indskrænkede, ville det være direkte morsomt, når folk skriver i diverse kommentarer, at “søgeresultaterne er ødelagte”, “al SEO er ondskaben selv” og meget mere af samme højlitterære klasse.

Fakta  er jo – selvom det er kedeligt at forholde sig til den slags – at det langt fra er godt nok at have godt indhold på sin hjemmeside for at blive synlig i søgemaskinerne. Selv her primo 2009 er det i bedste fald 3 ud af 10 nye hjemmesider, der forlader hjemmesidefabrikkerne, der er bare nogenlunde fejlfrie i forhold til at kunne crawles og indekseres problemfrit af søgemaskinerne. Uden en branche specialiseret i at rette disse fejl ville enorme mængder godt indhold aldrig komme til “folkets” kendskab. Det er så kendt et faktum, at selv Google og de andre søgemaskiner siger det ligeud. Men det er ikke et faktum, der besværer den lille gruppe, der er erklærede “SEO-hadere”.

Men bliver søgemaskineoptimering ved at være en nødvendighed og en branche i vækst? Jeg tror det – i hvert fald længe endnu. Jeg tror det, fordi det er faktuelt, at de fleste CMS huse og webbureauer stadig fumler fælt med retningslinjer, der har været kendte i årevis. Når de ikke har kunnet lære det på 5-6 år, lærer de det nok heller ikke foreløbig. Og der er stadig et stort behov for at arbejde med tekster, så også algoritmerne i Mountain View kan forstå dem. Og endelig vil der jo altid være et fromt ønske fra ham, der sælger kaffemaskiner online, om at være i top 5 på søgningen “kaffemaskiner”. Det kræver søgemaskineoptimering – og efterhånden også det, mange kloge mennesker kalder 360 graders optimering, som også indbefatter konverteringsoptimering.

Onde SEO'ere ødelægger Google
Onde SEO’ere ødelægger Google

Hvad så med alt det spam?

Intet er rosenrødt – men jeg ser sværere tider forude for det, vi i daglig tale kalder søgemaskinespam. Google arbejder intensivt med at indbygge data om brugeradfærden på den enkelte hjemmeside i deres rankingproces. Det betyder, at sider med kvalitativt dårligt indhold får sværere ved at ranke, end de har nu. Og faktisk har de allerede sværere ved det i dag, end de havde for et par år siden.

Hvem husker ikke de sindssygt mange sider med såkaldt “scrapet indhold”, der fyldte op, når man søgte på alt muligt. De var fyldt med indhold fra andre hjemmesider og plastret til med annoncer. Dem støder du sjældnere på i dag. Og dukker de op, varer det ikke længe, før de rasler ned i placeringer igen. Søgeresultaterne ER faktisk blevet bedre de senere år, og det skyldes primært søgemaskinerne og sekundært – tror det eller ej – SEO’ere, der bringer relevante og gode sider frem.

Er spam altid spam? Næ – langt fra! Hvis en person i USA søger efter f.eks. “mortgage”, er resultat nr. 2 i Google denne side: mortgage101.com. De frelste vil nok kalde det spam, men mange vil benytte sig af de mange links der, online låneberegneren og måske også ansøgningen om lån. For dem er det bare en nem vej til et lån, nogle beregninger etc.

Til gengæld er det meget sjovere at kigge på resultat nr. 1 i Google i USA på “mortgage”. Det er nemlig sådan en side, som den evigt revsende og mavesure elite elsker: Masser af indhold og ingen kommerciel interesse: en.wikipedia.org/wiki/Mortgage. At den så ikke kan bruges til det, som vel 90% af søgerne har brug for, når de søger efter “mortgage” er en anden sag. Det kunne være interessant at høre lidt kommentarer fra jer om, hvilken af disse to sider, I opfatter mest som spam på søgningen “mortgage”?

  1. http://en.wikipedia.org/wiki/Mortgage
  2. http://www.mortgage101.com/

Til slut: Søgemaskiner er et medie, og dermed er de også en arena for markedsføring.  Det er søgemaskinerne selv, der har besluttet, at det skal være sådan. Hvis man har det svært med at blive udsat for budskaber, skal man holde sig fra søgemaskinerne (og aviser, busser,tog, radio og tv). Og lad mig minde om, at Google selv godkender SEO og direkte siger, at det ikke er spam: Præsentation fra Matt Cutts.

Der bliver lavet meget “crap” på nettet, og ingen er vel helt uskyldige – heller ikke jeg. Men det er dumt at lægge en branche for “had”, som det er sket de seneste dage, for det er en branche, der er absolut nødvendig, som verden ser ud nu. Eller hvad?

Rosenstand out!