Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hvert nyt kalenderår byder på dødsdomme over SEO. Baggrundene for de afsagte dødsdomme varierer – nogle gange er det linkbait, og andre gange er det bare simpel uvidenhed og manglende forståelse. Når det er et indlæg her på bloggen værd, skyldes det, at det støjer ad Pommern til hver gang. Vi gamle i branchen bliver mødt med “Jamen, jeg har lige læst et sted, at SEO er død – så hvad nu?” og lignende. Og det er ægte træls at skulle bruge sin tid på at udrede mindre smart kommunikation ud i verden, når den i stedet kunne bruges på at gøre vores kunders hjemmesider endnu en tak bedre.

SEO som enkeltdisciplin

Det var et indlæg i dag på G+, der fik mig i blækhuset til dette indlæg. Der stod blandt andet: “Før jul dræbte jeg SEO som enkeltstående disciplin.” Tja – bedre sent end aldrig 😉

Se – det er her, kæden hopper af. SEO har i adskillige år – når vi taler professionelt niveau – været en betegnelse, der handler om en lang, lang række af indsatsområder. I flæng kan nævnes:

  • Hastighedsoptimering (se bare hvor længe Kim Tetzlaff har arbejdet med det)
  • Konverteringsoptimering – det talte vi professionelle om som en del af SEO tilbage i 2010
  • Social Media integration – også en gammel sag efterhånden
  • Design og brugervenlighed – hænger nøje sammen med konverteringer og “time on site”

Det er selvfølgelig altid glædeligt, når en ny udbyder i branchen ser lyset og opdager, at SEO er meget andet og mere end sidetitler, linkbuilding og den slags. Det er bare helt forkert at lægge SEO i graven og så overlade det til andre at forklare, at SEO jo netop er en samlet betegnelse for alt der, der skaber succes online inkl. søgemaskinesynlighed.

De kære 360 grader

Da jeg startede med søgemaskineoptimering, var det samtidig med, at to knægte henne i Californien satte noget, de kaldte “Google”, i luften. Det er længe siden, og de første mange år bestod arbejdet med SEO i høj grad af at misbruge nøgleord i ekstrem grad, lave cloaking og helt absurd link building. Det ændrede sig i sidste halvdel af det første årti i det nye årtusinde. Korrektion: Det ændrede sig for mange af os. Andre kom til og begyndte at benytte de metoder, vi havde skrottet år tilbage. Hvem husker for eksempel ikke den pinlige historie om et dansk firma, der opbyggede et cloakingsystem, fik luret kunder ind på det og derefter gik ud med pressemeddelelser om, hvordan de snød Google og ikke kunne opdages? Det tog – som du måske husker – Google et par dage at trevle hele skidtet op og udradere både firmaet og mange af dets kunder fra deres indeks.

Er SEO død?

Det VAR tider, da vi kunne banke hvad som helst op i toppen af side 1 med afsindige links – men det var næppe det mest brugervenlige. I dag er der helt, helt anderledes krav til os, der arbejder med SEO, og det betyder så også, at kravene til dig, der køber SEO, er vokset i omfang. Du skal enten arbejde mere dedikeret – eller købe dig til mere, hvis du skal have det rigtig sjovt i søgeresultaterne. Tekster, engagement på sociale medier, links, brugervenlighed og loadtider skal gå op i en højere enhed med købmandskab og masser af empati i relation til, hvad de potentielle kunder efterspørger. DET er 360 graders SEO, og det er en sprællevende disciplin, der kræver stadigt mere af os og af dig.

Ingen begravelse ved dette årsskifte heller. Nu må vi så se, hvilke dødsdomme næste årsskifte vil bringe 🙂

Rosenstand out!