Langt de fleste har deres Google indstillet, så der vises 10 resultater pr. side på en søgning. Det betyder logisk nok, at der er kamp om pladserne på side 1. Og især i top 5 hvor slaget for alvor står om at være med og være øverst. I mit arbejde med søgemaskineoptimering hører jeg ret ofte, at “der er jo ikke plads til flere end 5 i top 5”. Det er skarpt iagttaget og helt rigtigt.

Hvad gør du så, hvis du gerne vil være med i toppen, og konkurrenterne er lidt hardcore? Du tager dine mest betydende konkurrenter ud på det, jeg kalder for et SEO MindGame!Lad os tage et tænkt eksempel. Trofaste læsere vil vide, at jeg ynder at bruge kaffemaskiner som eksempel, og dem skal vi ikke skuffe! Så nu sælger du altså kaffemaskiner, og du arbejder med at søgemaskineoptimere din hjemmeside bedst muligt. Ellere rettere: Du har hyret en anerkendt leverandør til at gøre det, for du har fundet ud af, at på et konkurrencepræget område kræver det lidt mere end bare lige…

Det indlysende valg for dig vil være at optimere maksimalt til ordet “kaffemaskiner”. Er det indlysende for dig, er det også indlysende for dine konkurrenter. I kæmper nu med næb og klør om at ligge i top 5 på ordet “kaffemaskiner”. Undervejs opdager du en lang række sætninger, hvor ordet “kaffemaskiner” indgår, som giver markant højere konvertering (salg) end bare ordet “kaffemaskiner”. Mindre trafik ja – men meget mere salg.

Sandsynligvis vil du og din SEO pusher nu begynde en intensiv optimering på disse sætninger – også selvom du ligger i top 5 på sætningerne allerede. Jeg har ret, ikke? For du vil jo lige sikre dig, at du måske rykker fra plads 3 til plads 2… Lad os sige, at det er sætningen “tilbud på store kaffemaskiner” der giver dig et godt salg. Nu får den gas på den sætning – og hvad sker der så? Dine konkurrenter rykker dig længere og længere ned, fordi de giver endnu mere gas på netop den sætning.

Overvågning er en del af high-end søgemaskineoptimering

Hvis du hører til dem, der har forstået, at det koster penge at vinde slaget ude på søgemaskinerne, ved du også, at din leverandør overvåger dine konkurrenter og justerer sin indsats efter deres gøren og laden. Og ved du hvad? Det gør dine konkurrenters SEO pushere også efter din gøren og laden! Og så kører møllen!

Der tales meget om linkbait i SEO kredse – og meget lidt om det, jeg kalder SEO bait. Du kan oversætte det til “SEO madding”. Lad mig give dig et lille indblik i, hvad det er her.

Lad os fortsætte med kaffemaskinerne. Du ligger nr. 3 i Google med “tilbud på store kaffemaskiner”, og du konverterer 20% på de besøg, der kommer via den søgning. Det er rigtig godt! Men hvordan kan du undgå, at dine konkurrenter begynder at true dig på den placering? Elementært, min kære Watson: Du smider nogle gode håndfulde SEO bait ud til dem!

SEO bait – kort forklaret

Find nogle ord – det er næsten altid enkeltord – der er åbenlyse i forhold til det du laver. Det skal være ord med en vis trafik og med lav eller ingen konvertering. Giv så masser af gas på de ord og gør det tydeligt. Samtlige af dine konkurrenter med fritids- eller semiprofessionelle SEO pushere vil omgående forfølge maddingen. De bygger links, skriver løs og står på hovedet for at kapre eller følge dine placeringer på de pågældende ord. Måske får de også bedre placeringer end dine på nogle af ordene, men det gør ikke så meget, for de konverterer stort set ikke. Og mens alle drengene kæmper med de ord, du har fodret dem med som madding, kan du hygge dig med de sætninger, der konverterer. I ro og mag, for dem opdager de slet ikke 😉 Og de bruger hele kundens budget på at forfølge din madding.

Eller sagt på en anden måde: Vær parat til at lære dine konkurrenter om et ord, der kan skaffe dem to salg om måneden – og hyg dig med, at du i mellemtiden har din sætning med 20 salg om måneden i fred.

Måske tænker du nu, at det er underligt, jeg sådan forærer dette væk til konkurrenterne på markedet? Det er ikke spor underligt, for jeg forærer reelt intet væk…

Mystificeret? Ser du: Jeg kender en 2-3 konkullegaer derude, der gør nøjagtig, som jeg har beskrevet her. De kender fidusen, og de benytter den aktivt hver dag. Og de reagerer overhovedet ikke, når jeg smider en SEO bait ud. Så dem forærer jeg ingenting – de kan det allerede.

Og de konkullegaer der ikke benytter sig af de beskrevne muligheder i dag, kommer ikke til det, fordi jeg skriver om det. De kommer til det, når de er klar til det – og får tid til det, for der er mange slags SEO bait derude, de forfølger med tungen ud af halsen… Og det er en af mange herligheder ved at arbejde med dette område: Der er så rigelig plads til os alle!

Om jeg benytter mig af SEO bait til os selv? Det må du gætte på – og jeg kan garantere, at der er fifty/fifty procent chance for, at du gætter rigtigt.

Med ønsket om en velsignet weekend og en fortsat borgerlig regering efter 13. november:

Rosenstand out!