Fup og fakta om søgemaskineoptimering

Jeg sidder jævnligt med de samme spørgsmål igen og igen – og det er selvfølgelig spørgsmål fra de, der ikke har læst SEO-LEX (havde de det, kendte de jo svarene). Derfor dette indlæg – så kan jeg af ren dovenskab linke til det, når jeg mødes af de spørgsmål. Og du er absolut velkommen til at linke til det også, hvis du har lyst til det. Uden yderligere omsvøb:

Kan man betale Google for en placering?

Nej – med mindre vi taler om AdWords (betalte annoncer). Der er ingen mulighed for at få Google til at placere din eller nogen andens hjemmeside et givet sted mod betaling. Du kan betale søgemaskineoptimeringsfirmaer for at forsøge at opnå en placering.

Er det mennesker, der afgør min placering?

Nej – som udgangspunkt er det de yderst komplicerede algoritmer, som Google og de andre søgemaskiner er baseret på. Men der foregår et konstant arbejde hos søgemaskinerne med at underbygge algoritmernes arbejde med menneskeligt baserede kontroller. Det betyder, at der kan være ansatte hos Google, der vurderer søgeresultaterne på et givet sprog på en given søgning – og ud fra disse vurderinger sender deres anbefalinger tilbage til udviklerne hos søgemaskinerne. Og på sigt kan disse observationer påvirke netop din placering positivt eller negativt. Men du risikerer ikke, at en enkelt ansat hos f.eks. Google kan påvirke din placering afhængigt af, om han kan lide din hjemmeside eller ej.

Er det rigtigt, at AdWords påvirker de organiske placeringer?

Nej – der er INGEN sammenhæng mellem dine evt. annoncer på Google og din placering i de organiske søgeresultater.

Er det rigtigt, at f.eks. PHP er dårligere end ASP?

Nej! Det har overhovedet ingen betydning, om dine sider hedder ”.php”, ”.asp”, ”.html” eller for den sags skyld ”.julemand” som filtype. Google og de andre søgemaskiner crawler, indekserer og ranker alle filendelser – stort set. Du skal ikke kalde dine filer for f.eks. ”.exe”, og jeg tror heller ikke, jeg vil anbefale den med ”.julemand”.

Hvorfor skifter min placering fra time til time?

I de gode gamle dage for en 5-6 år siden opdaterede Google sine søgeresultater med måneders mellemrum. I dag sker det i realtid – helt bogstaveligt. Det betyder, at der kan opstå faktorer kl. 10 om formiddagen, der får indflydelse på din placering kl. 10.30. Hvis du ligger nr. 1 på en søgning, og din konkurrent på 2. pladsen får en række gode links en formiddag, kan det godt betyde, at I bytter plads. Når Google har ”fordøjet” værdien af de links, din konkurrent fik, kan det være, han ryger tilbage på 2. pladsen igen. Det kan også være, han ikke gør – og så må du jo ud og kigge på, hvad du kan gøre.

Hos mig er jeg nr. 1 – hos min kollega er jeg nr. 3. Hvorfor?

Det kan der i princippet være tre årsager til. Den ene kan være, at en af jer er logget ind på Google. Er man det, tilpasser Google søgeresultaterne efter din historik. Log ud, og tjek igen. Den anden årsag kan være, at en af jer – eller jer begge – ikke har deaktiveret personlige søgeresultater. Deaktiver det – og prøv igen.

En tredje årsag er, at Google benytter sig af rigtig mange datacentre (kæmpemæssige opstillinger af servere rundt omkring i verden). Når du udfører en søgning i Google, sendes den til det datacenter i verden, der i det splitsekund har bedst kapacitet. Og trods ekstremt hurtig dataudveksling mellem de enkelte datacentre kan der være små forskelle.

Det kan betyde det ganske specielle, at to mennesker kan sidde ved siden af hinanden med hver sin computer og opleve forskellige resultater på samme søgning. Men i løbet af nogle timer er resultaterne som regel ens igen.

Hvorfor dur Flash ikke i søgemaskiner?

Google kan godt læse tekst i en Flash, hvis den er lavet rigtigt – men det dur stadig ikke. Den bedste måde at forklare det på er ved at sammenligne din hjemmeside med en by. I en almindelig by som København har hver eneste gade sit eget navn, og hvis du skal til f.eks. Nørrebrogade, kan du taste den adresse ind i din GPS og køre lige dertil.

På en almindelig hjemmeside har hver eneste side sin egen adresse – altså sit eget gadenavn. Derfor kan søgemaskinerne udpege hver enkel side (hver gade) nemt – og sende sine søgere ind på lige præcist den side, de vil.

I en Flash ligger alt indholdet oftest samlet i én fil. Det ville svare til, at København ikke havde gadenavne eller husnumre – men blot navnet ”København” til hele området. Det vil ikke være nemt at finde frem til moster Gerda uden et gadenavn. Søgemaskinerne har det lige så svært med det, og derfor er de ikke glade for Flash – det giver dem ikke mulighed for at levere gode resultater til deres brugere.

Hvordan kan det hjælpe mig at linke til andre?

Det hjælper dig at linke til andre hjemmesider af to årsager. Den ene er, at hvis du linker til andre, kan du nemmere få et link retur. Ganske vist et ”byttelink”, men det er bedre end ingenting. Den anden og meget væsentlige grund er, at ved at linke til andre ressourcer på nettet om dit emne giver du dig selv større værdi i søgemaskinernes øjne. Og det er SLET ikke så ringe.

Kan jeg ikke bare oprette 10 hjemmesider og snuppe det hele?

Jo – i princippet kan du godt. Men tænk lige på, at du så skal have 10 hjemmesider med helt forskelligt indhold om samme emne – og du skal have søgemaskineoptimering x 10. Hvis du f.eks. sælger børnetøj, skal du skrive en check ud til min branche, der betænkeligt nærmer sig syv cifre. Så er det måske lidt sjovere at ”nøjes” med en check på fem cifre og en top 5 placering.

Min hjemmeside er i frames. Kan den optimeres?

Ja – det kan den såmænd godt. Men der er to forhold, du skal kende, inden du kaster dig ud i det:

  1. Selv en middelmådigt bygget hjemmeside uden frames vil til enhver tid kunne udkonkurrere dig med et minimum af indsats.
  2. Hvis du skal bruge f.eks. 11.000 kr. på søgemaskineoptimering på et givet ord på en hjemmeside uden frames, skal du nok bruge 25.000 kr. for at opnå samme resultat på en hjemmeside med frames.

Lad være med at arbejde med frames. Det er som at slæbe 100 kilo på ryggen til et maratonløb. Det kan lade sig gøre – men du vinder ikke.

Er det rigtigt, at jeg kan spare AdWords væk med SEO?

Nej – sandsynligvis ikke. Og hvorfor skulle du også det? Hvis du har styr på dine AdWords, bruger du kun penge på dem, du tjener endnu flere på. Og så længe du kan tjene mere, end du bruger på AdWords, ville det da være rigtigt dårligt købmandskab at spare dem væk. De fleste har størst succes ved at kombinere SEO og AdWords – og konstant holde øje med, hvad hver konvertering koster i AdWords.

Skal jeg holde det hemmeligt, at jeg arbejder med SEO?

Du kan ikke holde det hemmeligt – for dine konkurrenters SEO folk vil med sikkerhed analysere, hvad du har gjort og gør. Men du kan undgå en masse unødig opmærksomhed ved at undlade at ”prale” med dine resultater på din blog, på Amino eller andre fora. Dels læser Google med disse steder, og dels er det jo blot en invitation til dine konkurrenter om at gøre dig kunsten efter.

Mange af os, der har været med i mange år, arbejder helt bevidst med såkaldt ”SEO bait” – altså en slags madding, vi lægger ud til vores konkurrenter, som de så kan spilde tiden med at optimere efter. Jeg har stor fornøjelse af at se en lang række ”eksperter” bruge enorme ressourcer på at skabe synlighed på ord og/eller sætninger, der er helt værdiløse, men som jeg har en god synlighed på. Det er fint med mig, for så går deres tid så godt.

Hold en lav profil – og glæd dig over, at dine gode placeringer fylder din pengekasse. Det er en meget sjovere anerkendelse end den, du kan få på et debatforum.

Skal jeg blive ved og ved med at søgemaskineoptimere?

Ja – medmindre du arbejder i et marked, hvor ingen af dine konkurrenter gør noget som helst for at blive godt placeret i søgemaskinerne. Og det gør du sikkert ikke, vel?

SEO er et dagligt arbejde med at opdatere dine tekster, skaffe nye links til din hjemmeside, overvåge dine konkurrenter osv. Og du kan gøre det selv, eller du kan outsource hele eller dele af opgaven. Men du kan være sikker på, at det ikke er en holdbar strategi at hvile på laurbærrene – der er mange derude, der sultent vil bide dig i haserne og snuppe dine placeringer, hvis du ikke holder dem stangen.

Findes der SEO firmaer og webbureauer med særaftaler med Google?

Nej – klart og entydigt! Der er desværre eksempler på mindre pæne virksomheder, der mundtligt eller skriftligt forsøger at bilde kunder ind, at de har en aftale med Google om dette eller hint. Og det er løgn – jeg kan ikke sige det pænere.

Jeg har endda stødt på store webbureauer, der bilder folk ind, at de har en særaftale med Google om, at det er OK, at deres udviklingsdomæner indekseres, og dette ikke kommer deres kunder til skade. De skulle have deres munde vasket med natronlud, skulle de!

Er det tiden værd at tilmelde sig til linkkataloger?

Faktisk er det kun ganske få linkkataloger, der er værd at bruge tid på. Linkbuilding kan ikke baseres på tilmelding til linkkataloger mere – deres værdi er forsvindende lille i dag. Der er stadig en del virksomheder i både Danmark og udlandet, der har tilmelding til kataloger som eneste ressource til linkbuilding. Og det får du altså ikke meget ud af. Tilmeld dig til de linkkataloger, du kan se bliver indekseret af Google – og spar krudtet på resten til noget bedre.

Er SEO dyrt?

Ja –  hvis det ikke virker. Spøg til side: Det er et svært spørgsmål at besvare, men mange stiller det, så jeg skal gøre mit bedste. Det gør jeg med et eksempel:

Jeg har en kunde, jeg har haft fornøjelsen af gennem mange år. Firmaet lægger mellem 250.000 og 300.000 kr. årligt hos os for søgemaskineoptimering. Det er mange penge, ikke? Og du tænker måske, at det er da godt nok dyrt?

Samme firma bruger i snit 15 millioner kroner årligt på print og tv. Det er endnu flere ”mange penge”. Nu kommer så det sjove: Trafik fra søgemaskiner står for ca. 20 % af deres omsætning – resten hentes via deres brand og de 15 millioner kroner i aviser, blade og tv.

Så er det lige pludselig meget, meget billigt at købe SEO, ikke?

En omgang søgemaskineoptimering til 10.000 kr., der ikke virker, er jo mange gange dyrere end en omgang til 30.000 kr., der virker. Så svaret må være:

Ordentlig udført SEO er billigt.

Kan jeg skade mine konkurrenters hjemmesider?

Ja – det kan du. Men hvis du tror, at jeg så meget som vil løfte bare en flig af sløret for, hvordan du kan gøre det, tror du fejl. Gå ud og lammetæv dine konkurrenter på at være billigere, bedre, hurtigere osv. end dem. Gør din hjemmeside bedre end deres – og få bedre placeringer end dem ved at arbejde med dit eget. Det andet giver dig dårlig karma, urolige nætter og en yderst potent risiko for et ondt sagsanlæg. Drop det 😉

Hvor lang tid går der, før jeg ser resultater?

Som regel vil du kunne se resultater af veludført SEO efter en uges tid eller deromkring. Men du skal regne med, at der går flere måneder, før du kan regne med at se de endelige resultater af en indsats.

Der er mange faktorer, der påvirker, hvor længe der går, før du kan se dine placeringer stige. Dels kan der være udført mindre heldig søgemaskineoptimering på din hjemmeside tidligere – og det koster – og dels kan konkurrencesituationen have en vis indflydelse. Den tekniske platform (det system din hjemmeside er bygget i) har også indflydelse.

Er oversatte tekster duplicate content?

Nej – selvfølgelig ikke. Du kan sagtens oversætte dine tekster fra dansk til hindu, engelsk eller hvad du nu vil og publicere dem på din hjemmeside. Men få dem rigtigt oversat – du kan ikke nøjes med Google Translate!

Kan man blive uddannet eller certificeret til SEO?

Ja til uddannelsen. Den består i mange års eksperimenter, hårde forsøg, øretæver i en lind strøm i form af tabte placeringer og den slags. Der findes ingen skoler eller universiteter, der kan levere uddannelsen. Talent og empati er en vigtig forudsætning for at blive god. Og så er der jo www.e-universe.dk

Nej til certificeringen – ganske enkelt.

Skal jeg tilmelde min hjemmeside til Google?

Nej – du skal ikke tilmelde din hjemmeside til Google. Som du har lært i SEO-LEX, er links vejen frem, og det betyder, at Google skal opdage din hjemmeside via links fra andre hjemmesider. Nøjes du med at tilmelde den til Google , er den tilmelding det eneste, Google ved om din hjemmeside. Og en hjemmeside uden indgående links kan ikke ranke. Så enkelt er det.

Er det sandt, at højere PageRank er lig med bedre placeringer?

Nej – en høj PageRank er ikke ensbetydende med gode placeringer. Tjek det selv: Der er masser af konkurrenceprægede søgninger, hvor de højest placerede sider har lavere PageRank end dem, der ligger længere nede. En høj PageRank giver tilsyneladende lidt hyppigere besøg fra Google, og det er bestemt ingen skade til.

Mit webbureau siger, at duplicate content ikke skader mig?

Det gør de sikkert! Men prøv lige at tænke over dette lille faktum: Du vil aldrig nogensinde møde et webbureau, der ikke har problemer med duplicate content og som påstår, at duplicate content ikke er et problem. Det er sjovt nok kun de webbureauer (og det er desværre mange), der har alvorlige problemer med duplicate content, som forsøger at bilde deres kunder ind, at det ikke er et problem.

Hvorfor tror du, at Google bruger enorme ressourcer på Canonical URL tag og andre tiltag, der skal bekæmpe duplicate content?

Hvad er etisk søgemaskineoptimering?

Der er flere svar på det spørgsmål. Først får du svaret fra min verden: Det er etisk søgemaskineoptimering, at din SEO leverandør gør alt, hvad han lovligt kan gøre for at skaffe dig de bedste placeringer. Gør han ikke det, er hans fakturering egentlig uetisk.

Ude på nettet møder du ofte begrebet ”etisk søgemaskineoptimering”, og her dækker det over, at det pågældende firma arbejder 100 % stringent efter de skarpeste fortolkninger af Googles retningslinjer. Det er da fint – men de når sjældent nogen vegne. Søgemaskineoptimering er en ”marketing krigszone”, og det er sjældent de bly violer, der render af med sejren på en slagmark.

Hvad gør jeg, hvis konkurrenter stjæler mine tekster?

Omfattende tyveri af tekster fra din hjemmeside kan skade dine placeringer i søgemaskinerne – alvorligt endda. Du skal derfor tage skridt til at standse det med det samme. Jeg anbefaler dig, at du sender en mail til tyven med krav om, at det kopierede indhold fjernes inden for 24 timer – og at du i modsat fald vil kræve erstatning samt bede din advokat udtage et fogedforbud mod hjemmesiden. Det hjælper i de fleste tilfælde.

Hjælper det ikke, er det op til din lyst til et sagsanlæg, om du vil gå den vej – eller prøve med endnu en mail eller et telefonopkald. Fakta er, at Lov om Ophavsret beskytter dit indhold – og at det er indiskutabelt ulovligt at kopiere og bruge det på andre hjemmesider.

Rosenstand out!

Få et opkald fra Thomas Rosenstand - Så er du på vej til den ultimative SEO løsning!

28 kommentarer til “Fup og fakta om søgemaskineoptimering”

  1. Christian Haugaard Brix

    Wauw, rigtig god og letforståelig forklaring/gennemgang!
    Tror jeg da, jeg vil linke til næste gang jeg får tilsvarende spørgsmål og så spare lidt tid 🙂

  2. Haha. Lækkert skrevet Thomas… E-Universe.dk kan anbefales til alle. Er deMibs “SEO Master Class” ikke en form for “Uofficiel” certifikation?

    Jeg troede med hånden på hjertet at Adwords var med til at påvirke de organiske. Lidt træls nu man ved det.

    1. Tak. Mikkels Master Class er jo en ganske privat foreteelse – ligesom e-universe.dk er det. Du kan godt sige, at begge er uofficielle certificeringer. Eller ikke 🙂

  3. Emil Sørensen

    Så tillader jeg mig at sige jeg har et uofficielt certifikat med e-universe 😉

  4. Som du har proklameret efterhånden mange gange Thomas, så må Google+ ikke ignoreres, men det giver efterhånden sig selv – i skrivende stund har din G+ markedsføring af nærværende artikel allerede genereret flere kommentarer end der er i bloggen!
    Håber du finder tid til at lave det humoristiske indlæg, du omtaler på G+ 🙂 –

    1. Hej Søren
      Ja – Google+ vokser som bare pokker. Og jo – jeg vil finde tid til det omtalte indlæg. Jeg vil bare være sikker på at kunne lave det uden at hænge nogen ud – det er ikke meningen, at det skal latterliggøre dem, der gennem årene har spurgt skørt. Det gør vi jo alle om emner, vi ikke ved noget om. Jeg er sikker på, at min revisor kunne lave et indlæg med mine spørgsmål 🙂

      1. Det lyder godt – vil glæde mig til at læse den!

        Om dit billede, med din viden om revision, holder, ved jeg ikke.
        Udefra vurderet, ser det dog ud til, at du/I har regnet den meget godt ud med emigrationen til Florida – går ud fra det ikke kun var vejret der trak :-). Men igen, kan selvfølgelig være revisoren også har været inde over den beslutning :-D.

        Jeg er i hvert fald ikke spor misundelig over at måtte nøjes med ferier i The Sunshine State :-O.

        Tak for mange gode indspark!

        1. Nej – det var ikke kun vejret. Det var også de vidunderlige mennesker her – hele mentaliteten. Og det er klart, at skatte- og afgiftssystemet her også er en faktor. En “moms” på 6%, ingen registreringsafgift etc. er ganske tillokkende.

          Og selv tak 🙂

  5. Behøver man så ikke læse seo-lex nu :p Rigtig dejligt med spørgsmål og svar, der er altid småting som man ikke lige helt har fået fat i endnu, måske endda også store ting 🙂

  6. Joseph A. S

    Super underholdende og let læsning. Personligt kan jeg ikke selv lade være med at smile når jeg får stillet lignende spørgsmål 😉

    Ift. at være på forkant mod andre der “låner” dine tekster, tænker du på Alerts eller?

  7. Sebastian Krausing

    Der er da i hvert fald en masse informationer folk burde indhente før de begyndte på SEO. Der er mange som kontakter mig med spørgsmål om linkbuilding, hvor de fortæller at de for nyligt har brugt flere timer på tilmeldinger i kataloger…
    Alt i alt gælder det vel bare om at komme rigtig i gang fra start, så man får “husets struktur” rigtig sat op, også er det lettere at nå sine mål.

  8. René Madsen

    Hej Thomas

    Rigtig god gennemgang af de forskellige spørgsmål, der altid kommer når virksomheder begår sig ud i SEO.

    Mange har den opfattelse, at netop deres website berettiger dem og ”kun dem” til placeringer helt i top på Google. Virkeligheden er jo tit anderledes og hænger sammen med hvilke tiltag den enkelte virksomhed foretager sig og arbejder kontinuerligt med i dagligdagen, og om de rette ressourcer er til rådighed til denne opgave.

  9. Endnu et super godt indlæg på din blog der måtte have “fuld hus” i stjernerne.
    Så vil tillade mig at linke til dit indlæg når folk stiller de sædvanlige spørgsmål.
    Oplever desværre ofte at folk af andre er blevet oplyst at DC ikke er et problem, og at Google Adwords har stort betydning for ens placeringer i søgemaskinerne. ( Det har det jo selvfølgelig også så længe at man betaler for det ;o) )
    Kunne måske være fint med en uddannelse af en eller anden art, da der jo idag er frygtelig mange der kalder sig selv “SEO-Eksperter”.

  10. Rigtig godt indlæg som kommer godt indover mange punkter. Det er også en god forklaring på hvorfor Flash ikke dur når man snakker SEO. 🙂

  11. Hej

    God opremsning af de vigtigste emner ift. seo – Google+ er jo meget oppe i tiden, og du har jo netop lavet en bog, men har du et sted her eller på e-universe kommet med en “kom i gang guide” ift. seo?

  12. Hej Thomas jeg er enig i de fleste af dine pointer men Google adwords kan dog godt påvirke ens placeringer indirekte lad os eks. sige at der er en kaffe pusher der har lavet et tool som death by caffeine også køber adwords på søgningen caffeine så kan det jo godt tænkes at han får en masse links på white hat måden og skyder direkte til tops på en søgning på caffeine men ellers er jeg 100% enig med alle dine pointer 🙂

  13. Super godt indlæg, du kommer godt omkring mange punkter… Troede faktisk at pagerank gjorde at du kom til at ligge bedre i google… Så lærte man da også lige lidt idag :9

  14. Hej Thomas,

    Utrolig velskrevet artikel, som giver mig et “spark i løgposen”!
    Jeg er blevet så meget klogere på ovenstående punkter, og har nu lært, at jeg IKKE skal lytte til diverse webbureauer.

    Mange tak!
    Aris Kuckovic

  15. Hej

    Tak for et godt og forståeligt indlæg.
    Er der nogle hajer herinde der kan give mig lidt tips til hvordan jeg kan gøre min hjemmeside bedre? parkering-frederiksberg .dk

    På forhånd tak

    Med venlig hilsen

    Per

  16. Kim Wassmann

    Hej Thomas

    Super godt indlæg om alt det grundliggende i forhold til SEO – tak for det.
    Har med glæde delt det med medlemmerne i min LinkedIn gruppe, da alle der arbejder med hjemmesider og markedsføring bør have disse informationer

    Mvh. Kim

  17. Kanon… Understøtter min rådgivning i hverdagen, fint med lidt updates – vi bliver tæskebombet med nyt info hver dag fordi der er så mange som ikke ved hvad de snakker om ????

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Florida: 36 98 71 40 (dansk takst) hverdage fra 14 til 22.

Kolding: 71 74 54 00  hverdage fra 8 til 16.

Send e-mail

Du kan skrive en e-mail, når det passer dig - vi svarer lynhurtigt!

Kom med på vores nyhedsbrev - vi sender SEO tips hver anden mandag!

SEO-LEX 2025

Vil du lære SEO - så køb min bog, fyldt med alle mine erfaringer fra snart 26 år i branchen. Så god, at den aldrig har været gratis - og så god, at den stadig er den bedste efter hver årlig opdatering.

  • 547 sider SEO e-bog  – 120 minutters videoer
  • Kendt som "Biblen om SEO"
  • Nyeste udgave: 26. november 2024

Concept Interest er en del af Vaekst Digital A/S i Kolding

Scroll to Top