Danske webshopejere – hvor henter I jeres inspiration? Hvor er de skæve indfald, de medrivende blogs og de anderledes marketingstunts, der skal løfte omsætning og indtjening? Jeg har i denne uge afholdt tre foredrag i henholdsvis Odense, Århus og København med titlen “Sælg mere med din webshop” i opdrag for SAM Data. I alt ca. 100 nuværende og kommende webshopejere lyttede, spurgte og svarede gennem det tre timer lange foredrag. Og det er anledningen til de spørgsmål, jeg indleder denne posting med.Lad mig lige undskylde den ret stille blog her på det seneste. Mandag havde jeg to møder og derefter foredrag i Odense om aftenen. Hjemme ved midnat. Tirsdag havde jeg tre møder og foredrag i Århus om aftenen. Onsdag var det så foredrag i Københavnstrup – og hjemme ved midnat. Torsdag handlede det om en indbakke med et svært tilfælde af bulimi. Læg der til, at vi de seneste par måneder har oplevet den største tilgang af kunder nogensinde. Men nu er det helligdag, og jeg har været ude at lufte min motorcykel i dag for første gang i år – og så er der lidt kræfter til et indlæg.

Kom ud af boksen med din webshop

Lad mig starte med at sige, at der er undtagelser, men jeg synes, at flertallet af webshops derude stadig gør alt for lidt for at trænge gennem støjen. En særdeles uvidenskabelig rundspørge på foredragene viste, at det f.eks. er et mindretal, der benytter Analytics eller lignende til at tracke besøgende og deres adfærd på shoppen. Ikke én blandt de ca. 100 deltagere bloggede professionelt i forbindelse med deres webshop. Kun et par stykker havde købt Martin Thorborgs E-Pusher, og mange havde end ikke hørt om den.

Hvis alle gør, som Martin foreslår i sin E-Pusher, er det selvfølgelig ikke at trænge gennem støjen – men hvorfor ikke lade sig inspirere af den og finde sin helt egne løsninger? Det er min fornemmelse, at den overvejende “undskyldning” for ikke at gøre noget er, at der mangler tid. Fair nok – men så må man også bare tage konsekvensen og se i øjnene, at de efterhånden flere og flere professionelle og dedikerede webshopejere overhaler indenom. Eller måske tage springet og ansætte hjælp, der giver den tidsmæssige frihed til at løfte shoppen op på næste niveau, inden der kommer nogen, der sælger de samme produkter mere præcist og mere lønsomt.

Har du en webshop i drift, er det nu, du skal handle. Overalt i landet sidder der købmænd med både tid og midler til at tage dit marked. Og de gør det, hvis du ikke optimerer og effektiviserer nu.

Google Analytics og webshop

Hvis du drev en almindelig butik, kunne du stå i det ene hjørne og holde øje med, hvordan gæsterne i din butik opfører sig. Hvad ser de på? Hvor længe er de der? Og hvorfor kommer de? Men i en webshop kan du intet af dette uden Analytics eller andre tilsvarende systemer. Da Google Analytics er 100% gratis, er der faktisk ingen reel undskyldning for ikke at tracke og måle på dine gæster i butikken.

Sammen med annoncering med bannere eller Google AdWords er Analytics fremragende til at måle. Hvis du nu f.eks. kan se, at søgeordet “blå kaffemaskiner” ikke giver salg i Jylland men til gengæld sælger fremragende på Fyn – hvorfor så bruge penge på klik fra jyder, der ikke køber? Og jo: Du kan se så præcise data ganske enkelt i Analytics!

Fremtidens netsalg (lige om lidt) tilhører de professionelle

Jeg er helt overbevist om, at det bliver meget svært at konkurrere i fremtiden for webshops, der ikke benytter sig af alle de midler til at skabe trafik og konvertering, der findes. Og dermed bliver det svært at finde andet end små nicher, der kan betjenes i fritiden. Sådan er det gået med denne verdens virkelige butikker – og sådan kommer det til at gå med de virtuelle af slagsen.

Lad os slå fast, at den webshop, der formår at udnytte potentialet bedst, også er den webshop, der overlever i en konkurrencesituation. Hvis det i gennemsnit koster f.eks. 5 kr. at få en gæst i butikken for alle shops inden for et område, er det klart den shop, der konverterer bedst og dermed udnytter de 5 kr. mest, der vinder. Og det er ikke raketvidenskab at komme i gang med at eksperimentere med forskellige billeder, farver, skrifttyper og andet, der kan ændre på konverteringsraten. Og optimere annonceringen med AdWords. Jeg tror, at 9 ud af 10 danske webshops vil kunne hente enten en interessant besparelse eller ditto mersalg relativt nemt på den konto. Og det kan give det økonomiske tilskud til at hyre professionelle, der kan løfte hele billedet endnu mere.

Og se så at få gang i en weblog! Udnyt det enorme potentiale, der ligger i dialog med mulige og eksisterende kunder. Udnyt de ekstra muligheder for trafik, der bl.a. findes via flere avisers links til blogs, der linker til artikler i avisen.

Det absolut bedste danske bud på information og inspiration p.t. er Martin Thorborgs bog E-Pusher. Den koster 1.500 kr., og det er der nogle, der synes er for dyrt. Til det er der blot at sige: Hvis du ikke har tjent de 1.500 kr., inden du er nået gennem den første fjerdel af bogen, skal du lige starte på side 1 igen, for så har du ikke læst den godt nok. Og nej – jeg får ikke provision for at sige alt dette (men du er da velkommen, Martin…). Se mere om denne fremragende bog her: E-Pusher

Du kan faktisk downloade en yderst begrænset og gratis udgave af E-Pusher på siden. Men glem den – køb den fulde udgave med det samme.

Og det var egentlig det, jeg ville sige. Inspireret af en broget flok herlige webshopejere med et kæmpestort og mere eller mindre uudnyttet potentiale.

Rosenstand out!