Google har netop gjort det officielt: Dine landingssiders loadtid (den tid det tager at loade siden) bliver nu en del af den samlede vurdering af sidens kvalitet – og dermed en faktor i Googles beregning af din pris pr. klik på AdWords. Det handler om den såkaldte AdWords Quality Score, hvor Google bedømmer den samlede kvalitet af den side, dine gæster lander på, når de har klikket på en AdWords annonce. Snup et Podcast om sagen, hvis du hellere vil lytte end læse.
Der er desværre mange, der ikke kender til Quality Score faktoren. Nå ja – jeg kender heller ikke til at udregne belastningsdiagrammer for en tagkonstruktion, så derfor overlader jeg det til min tømrer at lægge nyt tag – hvis du forstår, hvad jeg mener…?

Hvorfor blander Google sig i kvaliteten af dine sider?

Det spørgsmål får jeg tit, og svaret er ligetil: Google lever (primært) af annonceindtægterne fra AdWords. For at leve godt, skal så mange af Googles brugere som muligt benytte AdWords som en vej til det, de søger. Hvordan får Google flere mennesker til at klikke på AdWords annoncerne? Det gør de ved at sikre, at destinationen for et klik er så relevant som muligt. Og nu altså også så hurtigt at loade som muligt.

Det er jo sund fornuft, for hvorfor klikke på AdWords, hvis man aldrig eller sjældent finder det, man søger? Derfor er det en dødssynd at sende sine gæster ind til forsiden – med mindre det er der, produktet eller servicen primært sælges (og det er det sjældent). Men du sender selvfølgelig dine gæster fra AdWords direkte til den mest relevante side, ikke?

Læs mere om Google Quality Score her: Destinationssider og kvalitet

Men hvor langsom er for langsom så?

Her er det typisk Google’sk: Det siges der ikke noget om. Men regn indtil videre med, at en side ikke bør tage mere end ca. fire sekunder at loade, når du benytter dette glimrende værktøj: http://tools.pingdom.com/fpt/

Efterhånden som denne ekstra parameter implementeres i Quality Score for dine annoncer, vil du kunne se Googles vurdering af din loadtid direkte i din administration. Men hvorfor vente? Hvis du har en langsom hjemmeside, og dine landingssider er tilsvarende langsomme, er det nu, du skal have fat i din programmør og/eller dit webhotel. Det er jo rart at være på forkant, ikke?

Med dette tiltag er der slået endnu et søm i det faktum, at større AdWords kampagner ikke er noget, man selv skal sidde og rode med – med mindre man har tjek på sagerne.

Med ønsket om en herlig weekend og gode landingssider til alle:

Rosenstand out!